Senfølger efter traumer

Senfølger er langvarige eftervirkninger, som kan opstå efter svære belastninger, sygdom, ulykker, tab og traumer. Det er således ikke kun efter traumer, at man taler om senfølger, men i dette opslag vil vi koncentrere os om forskellige typer af senfølger efter traumer.

Det er ikke sikkert, du kan genkende dig selv i alle de senfølger, vi kommer ind på her. Det kan omvendt også være, du oplever andre senfølger end dem, vi får nævnt. Nedenstående eksempler på senfølger er hverken en facitliste eller noget, der rammer alle efter traumatiske hændelser – men de er almindelige og forståelige senfølger efter traumer. De handler ikke om svaghed – de er sindets, hjernen, kroppen og nervesystemets reaktioner på noget, der har været ubærligt.

 Senfølger refererer ikke til de umiddelbare reaktioner, man kan have i dage, uger eller måneder efter en traumatisk hændelse, hvor det f.eks. er meget almindeligt at have genoplevelser og en øget vagtsomhed mm. Hos de fleste klinger de symptomer af igen, men hos andre får traumerne vedvarende følger; det vi kalder senfølger – det man lever med på den lange bane.

 Efter traumer kan man få senfølger, der påvirker både hjerne, krop og nervesystem. Og det kan tage lang tid, før man opdager eller forstår, at det, man døjer med, kan forstås som senfølger efter traumatiske hændelser.

 PTSD eller Kompleks PTSD er i sig selv nogle af de mest givne senfølger efter traumer. Her har traumerne forårsaget mere eller mindre varige symptomerne på genoplevelse, vagtsomhed og undgåelse – og ved Kompleks PTSD også: forstyrret følelsesregulering, negativt selvbillede og relationelle problemer.

 Senfølger efter traumer binder sig ikke til bestemte traumetyper men kan være en konsekvens af alle typer af traumer. Senfølgernes natur kan godt farves af, hvad man har være ude for, men de kan også være ens på tværs af helt forskellige traumer.

 Hjernen kan rammes af senfølger, forstået på den måde, at traumer kan sætte hjernen i et langvarigt, forhøjet alarmberedskab. Amygdala bliver overaktiv og andre dele af hjernen får mindre plads og energi til at fungere optimalt. Det kan gå udover flere forskellige kognitive funktioner, som planlægning, overblik, fokus, men også ramme ens hukommelse, sproglige funktioner m.m.

 Kroppen kan også bære traumet med sig som et kropsligt aftryk. Nogle af de kropslige senfølger efter traumer kan vise sig som spændinger, smerter, udmattelse, mave tarm problemer, søvnforstyrrelser, svimmelhed og sensorisk følsomhed. Kroppen husker – som reaktioner, ikke som minder.

 Nervesystemet bærer også præg af senfølger, idet nervesystemet forbinder hjerne og krop og regulerer energi, organer, muskler og sansning. En senfølge i nervesystemet kan være besvær med at skifte mellem hvile og aktivitet. Man kan have svært ved at komme ned i ro eller man kan ende med at ryge ind i et kollaps, hvor kroppen og hovedet lukker helt ned, fordi man er fuldstændig overbelastet. Et nervesystem præget af senfølger efter traumer er lig med en øget stressfølsomhed og følelse af uro, overreaktioner, lav tolerance for pres, behov for forudsigelighed og overvældelse ved små ændringer.

 Traumereaktioner er en form for senfølger, som handler om automatiske reaktioner i pressede eller utrygge situationer. Disse reaktioner kan blive hængende længe efter, at faren er ovre, og kan vise sig som kamp, flugt, frys, underkastelse, følelsesmæssig nedlukning eller overtilpasning.

 Traumemønstre refererer til mere vedvarende måder at leve på, når systemet har været belastet længe. Der kan ses skyld og skam, sårbarhed over for kritik, tilbagetrækning, overtilpasning, manglende kontakt til egne behov, scanning efter fare og behov for kontrol. Ens traumemønstre farver den måde, man ser sig selv, oplever verden på og møder andre. Traumemønstrene kan give relationelle senfølger, hvor man kan have svært ved at stole på andre, have svært ved at modtage hjælp, være følsom overfor konflikter eller have tendens til at isolere sig.

 Sidelidelser kan også være en senfølge. Her ses, hvordan traumer kan bidrage til eller forværre forskellige fysiske og psykiske lidelser som angst, depression, panikangst, dissociation, OCD, spiseforstyrrelser, misbrug, kroniske smertelidelser, migræne, mave tarm problemer, søvnforstyrrelser, hormonelle ubalancer m.m.

I LPTSD arbejder vi for afstigmatisering og oplysning om traumer i et sprog, alle kan forstå. Følg med i kommende opslag, hvor vi skriver særskilt om hver af ovenstående typer af senfølger efter traumer.

Del gerne, hvis du kan genkende noget fra dig selv – eller skriv dine spørgsmål i kommentarfeltet. Husk at du ikke er alene, der er andre, der har det ligesom dig.

Scroll to Top
×