Personlige historier

Det er vigtigt at tale højt om PTSD og Kompleks PTSD, og det er der heldigvis flere og flere, der gør. Vi gør det muligt at tale højt om det, der gør ondt og dermed er vi med til at bryde tabuet om psykisk sygdom. Læs andres delte historier her på siden. 

Vi skal gøre opmærksom på, at nogle historier kan trigge din PTSD. Vær derfor opmærksom på dette, når du læser.

www.lptsd.dk

DU ER IKKE ALENE

Der er flere der har det som dig, både som PTSD-ramt og som pårørende. 

www.lptsd.dk
0 %

Rammes på verdensplan

www.lptsd.dk
0 %

Efter traume er det normalt at have PTSD-symptomer i timer, dage, uger og måneder. Heraf vil en lille del udvikle egentlig PTSD eller K-PTSD. Hos ca. en tredjedel/33 procent bliver tilstanden kronisk.

www.lptsd.dk
0 %

Ramte i Danmark

www.lptsd.dk

Personlige historier

Hver og en har delt deres historie med os – og nu med jer.
Tag godt imod historierne! 

Mit navn er Line, og jeg er 27 år. Mit liv forandrede sig for alvor, da jeg en sommeraften på Kos blev udsat for en gruppevoldtægt. Denne episode gik jeg alene med i næsten et år, fordi skammen og frygten for folks reaktioner overskyggede alt andet. Jeg forsøgte at fortrænge episoden og leve mit liv, som jeg havde levet hidtil. Men næsten et år efter, blev jeg voldsomt trigget af en episode med en kæreste.

Efter nogen tid begyndte jeg at leve et lidt mere ærligt liv med PTSD, hvor ganske få kendte til mine udfordringer. Jeg var også startet i den første ud af mange PTSD-behandlinger. På daværende tidspunkt var det ikke længere muligt at ignorere diverse PTSD-symptomer. I årenes løb kom der andre traumer til, og det blev sværere at opretholde modet på livet. Jeg var så plaget af min PTSD, at det bragte mig til at tage en alvorlig overdosis.

Nu startede et nyt og fuldkommen vanvittigt og langt traume. En masse vrangforestillinger gjorde, at da jeg langt om længe vågnede op i respirator på intensivafdelingen, kunne jeg ikke finde ud af, hvad der var op og ned. Jeg blev lagt til at sove ad flere omgange, fordi jeg modarbejdede respiratoren og fordi jeg blev ramt af alt fra hjertesvigt, blodpropper og multiorgansvigt. På et tidspunkt bliver jeg langsomt tilstrækkeligt stabil til at være vågen. Jeg var omgivet af maskiner og skærme, som larmede hele tiden. Det værste ved at være vågen var, at jeg ikke kunne kommunikere. Jeg kunne ikke snakke på grund af respiratoren, og min finmotorik var så påvirket, at jeg hverken kunne skrive på min telefon, pege på en plade eller skrive på et stykke papir. Jeg var simpelthen så bange. Bange for at dø ukontrollerbart. Det var ikke længere mig, der bestemte hvornår og hvordan jeg skulle dø, og det var skræmmende.

Med tiden blev jeg bedre til at ramme tasterne på telefonen og kunne derved kommunikere lidt. Jeg spurgte en dag en af sygeplejerskerne, om jeg ville dø, hvortil hun svarer noget i stil med: “Det ved vi ikke lige nu, vi ved bare at din tilstand er kritisk”. Men med to skridt frem og et tilbage blev min tilstand bedre og bedre. Nu startede et langt, sejt og angstpræget forløb med udtrapning af respirator samt genoptræning. Efter 9 uger i respirator er man som et spædbarn og skal lære alt fra start igen. Alt fra at få en ske i munden, vende sig i sengen, gå og meget mere. Alt dette skulle læres samtidig med, at jeg på ingen måde stolede på, at min krop kunne trække vejret. Derudover var min lungefunktion enormt dårlig og ens fysiske formåen er også fuldstændig tabt. I mine 5 måneder på intensivafdelingen var jeg ved at dø 4 gange.

De kalder mig for et mirakel, fordi min tilstand har været så kritisk. Det er bestemt ikke noget at være stolt af, men noget som sætter det hele lidt i perspektiv. For selvom jeg mod forventning overlevede, så lever jeg med en hverdag, der er præget af fysiske følger, bl.a. Lungesygdom, som i stort omfang begrænser min fysiske formåen samt et ekstra traume. Alligevel har jeg valgt at give livet en chance, og jeg forsøger at finde lidt livsglæde hist og her. Men det er ikke samme som, at jeg er okay. For min PTSD og mine selvmordstanker buldrer stadig derudaf hver evig eneste dag.

Den 8. august 2011 kørte jeg på arbejde som politibetjent. Jeg var 28 år gammel, nyuddannet, mor til 3 små piger og gift på 6. år. På overfladen en dag som alle andre…

– Men lige netop denne dag, blev mit liv forandret for altid!

Kun godt tre timer inde i vagten fik vi en melding om bankrøveri, ikke langt fra vores patrulje. Min makker, der kørte bilen satte udrykning på og kørte afsted. Det var i København, så hastigheden var ikke høj. Alligevel kørte vi galt, da en bilist havde overset os og lavede venstresving ind foran patruljebilen. Begge airbags blev udløst. Der skete intet med føreren af den anden bil.

Chaufføren var selvfølgelig chokeret, men kom sig hurtigt i tiden efter. Det gjorde jeg desværre ikke. Med tiden fik jeg diagnoserne piskesmæld, kronisk hjernerystelse og ptsd. Jeg har kronisk hovedpine, nakke/lændesmerter og snurren i begge hænder. Men fysiske smerter kan jeg forholde mig til. Jeg lider af tankemylder, og træning kan give mig ro i hovedet for en kort stund, selv om jeg ved prisen kan være at jeg føler mig endnu mere udbrændt. Jeg har som menneske brug for udfordringer og spænding. Med det resultat at jeg får sat lidt høje mål, og det nogle gange med mit helbred som indsats, men for mig er det dét værd! Det er der jeg kan mærke at jeg lever!

Udfordringerne ved ptsd har jeg til tider stadig svært ved; bla. søvnproblemer, udbrændthed, flashback (særligt om natten) tendens til at blive asocial, angst, og deprimeret, hvis ikke jeg er opmærksom på mig selv og min krops signaler. Søvnproblemer og angst er for mig selvforstærkende, og gør jeg skal være bevidst om at bryde mønsteret.

Har lært at sige til mig selv “PTSD – Positive Tanker Støtter Dig” – Jeg nægter at være min sygdom, men jeg accepterer den er med mig.

Idag er jeg 39 år, førtidspensionist, fraskilt, og børnene er blevet store. Jeg er foredragsholder og frivillig ved div. organisationer, bla. SoMe ambassadør for Landsforeningen for PTSD og pårørende

Mit mål er at inspirere og motivere andre til et bedre liv, med eller uden sygdom, og sætte fokus på pårørende og særligt børn af ptsd ramte.

Tak fordi du læste med – Trine Frederikke

Jeg mødte i 2010 en mand,  og vi blev glade for hinanden og blev kærester.  

Han fortalte, at han havde ptsd, og om de konservenser dette have haft for han og hans familie. Det var skilsmisse,  dårlig kontakt med børn og adskillige indlæggelser på psykiatrisk afdeling og selvmordsforsøg.

Jeg vidste ikke meget om ptsd men tænkte, at rummelighed og kærlighed kunne klare meget. 

Efter et år flyttede vi sammen. Vi var voksne mennesker i slut 40-erne.

Jeg har siden erfaret, at et menneske med ptsd ikke kan forklare, hvad der sker, når de har det dårligt, at mareridt er en regelmæssig følgesvend,  at der vil være ekstremt svære perioder, hvor humøret bare er sort og tankerne kredser om ikke at ville leve. At en indlæggelse i 3-4 måneder ikke betyder, at man bagefter er helt tilbage og på højde med sig selv – det tager mindst den dobbelte tid af indlæggelsen at blive nogenlunde velfungerende. 

Der er den evige skamfuldhed over ikke at kunne være en del af arbejdsmarkedet og skammen over at modtage social pension. 

Jeg har heldigvis også erfaret, at det at få noget regelmæssighed,  nogle krav og forventninger, støtte og viden om at man er vigtig,  kan flytte bjerge. 

Ja,  min kæreste er stadig en mand med et sart sind.  Han er altid i risiko for at toppe over, men han er nu én der holder foredrag om at leve med ptsd,  han har opdaget sine kunstneristiske åre og maler billeder, der har været udstillet. Han klarer alt husarbejdet (det er virkelig vidunderligt), og så er han begyndt at sove hele natten. Det var ham som havde overskuddet, da min søn døde, og han har gennemført flere kurser om alt muligt. Jeg har en mand, der kan tænke,  reflektere og handle. 

Det er sindsygt hårdt, men jeg har oplevet en masse fremgang og tror faktisk ikke jeg ville have undværet noget af det – næsten. 

Jeg har diagnosen PTSD efter en del traumer i barn- og ungdomslivet, der kommer sig af, at jeg i min barndom fra baby til de ca. 7 år havde en biologisk far, der var chikanerende, truende og voldelig – både overfor sine tidligere, daværende kæreste og andre, ikke nok med det, oplevede jeg en del til omsorgssvigt og forskelsbehandling også. Senere igen oplever jeg det traume, der har været en af de værste, nemlig at jeg fra 9 års alderen til og med de 13 år bliver udsat for seksuelt misbrug af min daværende stedfar, hvor jeg blev manipuleret og truet med, at jeg intet måtte sige til min mor, selv når jeg havde muligheden for at fortælle hende det! Da overgrebet kommer frem i avisen, begynder snakken på den skole jeg gik på, om hvem det kunne være, og en-to uger efter begynder en mobning mod mig med ord som “luder”, og jeg bliver udelukket fra fællesskabet. Det resulterede i, at jeg begyndte at få stort fravær i skolen, blev selvskadende, havde selvmordstanker og begyndte at isolere mig meget derhjemme. Følte mig forkert og intet værd. Kort inden begyndte jeg at få det svært, når det kom til det seksuelle, og det gjorde, at jeg “misbrugte” min egen krop og ikke tænkte over konsekvenserne. Jeg har været kastet rundt fra hjem og 2 forskellige bosteder i ungdommen. Var senere i mine teenageår udsat for en voldtægt, hvor jeg havde svært ved at sige fra.

Min egen læge, mine pårørende og jeg selv havde allerede mistanke om, at der lå noget bag mine humørsvingninger, min adfærd, og jeg havde meget depression og angst, tilbage i 2016. Men jeg blev afvist af psykiatrien, da de ikke mente, der var nogle tydelige symptomer. Det var først i 2020, det blev taget seriøst, og jeg blev udredt og fik konstateret diagnosen ptsd i februar 2021. 

I dag står jeg på venteliste (som jeg har været i 1 års tid) til behandling hos CSM. Jeg mærker til dagligt meget til de senfølger, der kommer i forbindelse med overgrebene, psykisk vold og mobning, heriblandt angstanfald, anfald, utryghed, usikkerhed og frygt for, at andre vil mig det ondt. Jeg har en del tillidsproblemer og tilknytningsproblemer til andre. 

Jeg går hjemme til dagligt og prøver at få det bedste ud af livet, samtidig med jeg har en sag i kommunen om at få ro og sikre stabilitet fremadrettet, og jeg håber inderligt, der vil være medvind i livet for mig.

Jeg er en kvinde fra 1983. Jeg voksede op i de pænere forstæder nord for kbh. Alt tegnede helt normalt indtil en martsdag i 1991, hvor jeg havde et skæbnesvangert møde med en fremmed mand. Han er i dag forvaringsdømt, da han vurderes for farlig. Det giver mig en ro at vide, at den mand, der traumatiserede mig for livet er bag lås og slå. Men jeg har også en livstidsdom pga ham.  

Jeg er uddannet folkeskolelærer, men i dag førtidspensionist. Jeg har en lang historik i psykiatrien. Jeg har tidligere været massivt selvskadende og var en af de virkelig tunge patienter i forhold til tvangsstatestikkerne. Mine traumereaktioner viste sig i mange år som kraftige dissociationer med selvskade og hukommelsestab til følge. 

Heldigvis er det muligt at være med til selv at skabe sin fremtid, og det har jeg gjort. Jeg var opgivet af systemet, ifølge dem for syg til at få gavn af behandling. Jeg var parkeret på et bosted, hvor jeg i den grad vantrivedes. 

Jeg er født med en enorm viljestyrke og en evne til at være vedholdende, og derfor står jeg et helt andet sted i dag. 

En novemberdag i 2019 fik jeg nok af bostedet. Jeg pakkede en kuffert på 20 minutter og skred min vej. Jeg fik skaffet en lejlighed, og den dag begyndte min virkelige rejse mod recovery.

Jeg opdagede, at jeg havde et kæmpe netværk “ude i virkeligheden”. Jeg opdagede, hvor mange mennesker, der holdt af mig, og jeg begyndte at leve. 

I dag bor jeg stadig i egen lejlighed, en gang imellem holder jeg foredrag, jeg har 2 heste og arbejder frivilligt  i en stald. Jeg er aktiv stævnerytter og nyder mange gode stunder i selskab med hestevennerne. Og sidst men ikke mindst har jeg en helt fantastisk hund, der dette efterår starter træning til servicehund. 

Jeg får i dag hverken medicin eller behandling i psykiatrien. Men jeg har stor glæde af totum kropsterapi.

Livet er stadig ikke let, men det meste af tiden giver livet mening for mig. 

Jeg er 33 år og lever med PTSD. Den brød for alvor ud tilbage i 2018, mens jeg boede på Østerbro. Jeg havde været et hårdt brud igennem med min daværende kæreste og havde fremleje på en lejlighed i området omkring Nordhavn Station.

Jeg arbejde på Strandvejen i Hellerup og var en lørdag i november kommet hjem fra en vagt om eftermiddagen med hovedpine, så jeg slukkede lyset og ville hvile mig nogle timer. 

Klokken 22:08 vågner jeg i den helt mørke lejlighed ved lyden af at der er nogle der er ved at bryde ind i lejligheden, de har sat et koben i døren og jeg kan høre to sæt stemmer. Jeg farer op og råber og får den jaget på flugt. 

Jeg får set min dør, det har tydelige mærker efter indbrudsforsøget, heldigvis er der tale om en dør af mørket swedoor, det er sikkerhedsdøre, så de var aldrig kommet ind. Men det vidste jeg ikke i situationen. Jeg ringer til politiet og banker på hos min nabo. 

Politiet kommer og de har det store DNA kit med. 

Ugerne går og jeg er bange hvergang lyset i opgangen tænder, jeg er bange hvergang jeg kan høre trin på trapperne. Uger bliver til måneder og nye ting dukker op, jeg får det lidt bedre med lys og trin i opgangen, men får svært ved at forlade mit hjem og er bange for hvad jeg kommer hjem til. Om der igen er forsøgt indbrud. Jeg kan på intet tidspunkt sove med slukket lys, jeg er blevet bange for at slukke det, for så sker det nok igen er min tanke. 

I omkring 2019/2020 stykker møder jeg min nuværende kæreste, han flytter ind til mig efter nogle måneder, og så går jagten på at finde en ny bolig ind, vi ender i Hillerød, i noget nybyggeri. Imellemtiden har jeg oplevet at jeg ikke kan være alene på jobbet, jeg arbejder i butik og bliver utryg hver gange jeg efterlades alene i lokalet. 

Det ender med at jeg tager beslutningen om at sige min stilling op, den samme beslutning har virksomheden dog på grund af Corona og dalende omsætning. 

Jeg ryger på dagpenge og har en opsparing, denne vælger jeg at bruge på et psykolog forløb som jeg får en henvisning til, der bruges EMDR terapi og det giver gode resultater, vi flytter til Frederiksværk, hvor vi finder en rigtig god bolig, jeg fortsætter lidt endnu i forløbet med psykologen. Da forløbet er ved at være slut, snakker vi om at vi ikke er helt i mål endnu, men at jeg ikke kan genhenvises før om seks måneder. Vi afslutter og der skrives et notat, som viderebringes til min egen læge, hvor der søges om pakkeforløb i psykiatrien til PTSD. 

Jeg godkendes til pakkeforløb i psykiatrien og gennemføre og kan mærke tydelig bedring. Lige inden forløbet afsluttes finder jeg ud af at jeg er gravid, til stor glæde for os. 

 

Jeg har mens dette forløb kørte søgt studie og har fået en standby plads, denne ændres senere til en studieplads med start i september. Så jeg står nu, som gravid i uge tretten, snart fjorten, skal starte studie som psykomotorisk terapeut og fremtiden ser meget lysere ud. 

Mine PTSD symptomer, kommer og går, men der er flere gode dage, end der er dårlige.

Vi mødte hinanden for over 5 år siden og blev hurtigt gift, jeg kendte forinden til min mands udfordringer og vidste derfor (nogenlunde), hvad jeg gik ind til. Men uanset hvor forberedt man tror man er, kan man altid blive overrasket. Tiden fra vi blev gift og til nu, har været en emotionel rutsjebane. For udover at være hustru, arbejder jeg til daglig også selv indenfor psykiatrien, endda indenfor samme sygehus, hvor min mand er blevet behandlet – hvilket bestemt ikke har været en fordel. 
Jeg har mødt det psykiatriske system fra den anden side, set og oplevet et massivt svigt og flere gange været ved at kaste håndklædet i ringen ift. mit job, da  jeg ikke syntes, jeg kunne forsvare at arbejde indenfor et system, der ikke hjalp folk. Vi er blevet mødt af massiv modstand og har måtte have spidse albuer for at kunne bevæge os i systemet, trods jeg kommer med en vis balast med +10års erfaring fra det psykiatriske system. Jeg har som pårørende følt mig overladt til mig selv og min faglighed, idet jeg flere gange er blevet afvist, når jeg endelig efterspørger hjælp og endda blevet mødt med sætningerne ” hvad synes du selv?” eller “hvad vil du have, jeg skal gøre, hvis du ikke ved det?”. Jeg har skullet være kone, behandler, bostøtte, koordinator og samtidig min mands bindeled til systemet. Jeg har været primus motor og fået vores dagligdag til at fungere. Jeg har hele tiden måtte være obs. på at holde folk op på deres aftaler, da tingene ellers ikke blev gjort. Trods tilknytning af 2 bostøtter 1 x i ugen, har jeg alligevel måtte agere bindeled mellem kommune, sygehus, egen læge mv. Flere gange har jeg været ved at knække og har i det skjulte skreget, grædt og forbandet det hele langt væk. For der har ikke været plads til, at JEG kunne have et åndehul. PTSD´en har styret vores dagligdag og gør det til tider stadig. Den styrer vores indhold, afhængig af hvad min mand kan overskue energimæssigt, og hvordan hans humør er. Han kan gå fra overlykkelig til dybt ulykkelig indenfor meget kort tid, og hans reaktioner er overdrevne. Jeg skal stå standby til at kunne samle ham op, men samtidig også stå for skud, når han har hans virkelig dårlige dage. De dårlige dage kommer, når han ikke har sovet, nogle gange i uger. Der falder han i alkoholen og hans adfærd forværres. Vi forsøger at have en aftale om begrænsning og over en kort periode, men han bliver hurtigt grebet af, at hovedet tømmes (han er alkoholiker og blev i 2021 indlagt og har fået kronisk bugspytkirtelbetændelse). Men gang på gang er jeg bange, når han går igang. Hvilket skyldes 1) i 2021 var jeg ved at miste ham, da han under en indlæggelse blev fejlbehandlet for hans abstinenser og endte respirationspåvirket på intensiv) 2) han bliver psykisk voldelig 3) hans adfærd bliver utilregnelig. Men alt dette skal jeg som pårørende være i, men hvem samler mig op og klapper mig på skulderen? Jeg har en mand, der er blevet vurderet afsluttet fra psykiatrien med en vurdering, at hans tilstand er stationær, og der ikke kan gøres yderligere. Dog har han også fået tildelt førtidspension, hvorfor vi forhåbentlig kan få noget ro økonomisk. Men jeg sidder tilbage med flere og flere tegn på en underliggende depression. Jeg oplever en massiv tomhedsfølelse, nedsat energi, men samtidig også en massiv rastløshed. Mit overskud er lig 0, og jeg orker ikke andre mennesker. Men hvem samler mig op? Den indre rastløshed forfølger mig og er et symptom på +5år som enlig forsørger, hvor jeg udover mit faste nattevagtsjob også har måtte tage +10 vikarvagter i måneden, for at økonomien har kunnet hænge sammen. Det sidder så underliggende i mig, at jeg har svært ved at være i roen. 
Et liv med PTSD og Kompleks PTSD rammer bestemt ikke kun patienten men også de pårørende. Om man er pårørende med eller uden erfaring, burde man være berettiget til samme muligheder for støtte. Jeg var desværre bare så uheldig, at det ikke var tilfældet med mig. Så hey, min mand og jeg har og vil fortsat klare det i fællesskab, men jeg ved også, at mange andre vil knække nakken på dette og måske ikke kunne holde sammen. Så husk, at DU også skal læsse af. Det kan være svært for vores omgivelser at forstå, hvad det vil sige at have PTSD. Derfor oplever mange også, at netværket trækker sig, jeg selv inklusiv. Min familie forstår desværre ikke, hvorfor man ofte kommer alene til fødselsdagene eller hvorfor, man ikke kan lave aftaler langt ude i fremtiden. Det, der er en selvfølge for “normale”, er en kamp for folk med PTSD og Kompleks PTSD, og det burde bestemt ikke være deres opgave at skulle forsvare sig selv gang på gang. 
Jeg er på vej på den anden side, den anden side af PTSD´ens sidevogn, hvor jeg forevigt vil være medpassager. Dette både når den prøver at koble mig af eller suge mig ind til sig. 
Afslutningsvis vil jeg komme med et godt råd. Hvis der er overskud og økonomi til det, så ansøg ved kommunen om at få tildelt en servicehund. Men HUSK, gør det først når vedkommende er helt færdigbehandlet, og det er vurderet, at der ikke kan gøres yderligere, ellers vil din ansøgning blive afvist. Hunden er guld værd og kan aflaste dig som pårørende. Samtidig kan den bringe utrolig meget glæde i en ellers til tider svær dagligdag.

I ultimo juni 2013 var jeg på ferie med en veninde i Tyrkiet. Vi havde været på en turisttur oppe i bjergene, og vi var på vej i bus ned mod byen igen – da jeg pludselig vågner pga. skrig og panik i bussen. Jeg ser, at vi kører med høj fart ned af et bjerg og ned mod en hovedvej. Jeg tænker: “Det går galt”, og da der ikke er seler i bussen, holder jeg fast i sædet foran mig og ser, at min veninde forsat sover.

 

Det næste jeg husker er, at jeg vågner op og tænker “du er i hvert fald ikke død – nu hvor du kan åbne øjnene.” Jeg kan se, der er glasskår og tåget overalt, og instinktivt tænker jeg, at vi skal ud inden bussen går i brand. Min veninde og jeg er hurtigt til at komme ud af bussen. Kan ikke huske hvad jeg ser på vej ud og kan ikke huske, om jeg sagde noget til min veninde på vej ud, men ud kom vi. Kunne fornemme at jeg er blevet kastet længere tilbage i bussen, end hvor jeg sad.

Da vi kommer ud af bussen, oplevede jeg, at der var kaos, og jeg ville undersøge alt og sugede alt til mig, samt hjalp dem jeg kunne. Fysisk havde jeg alle mine lemmer og havde “bare” sår på kroppen efter glasskår/slag. Tænkte egentlig ikke rigtig over det, da jeg kunne se, at nogle var meget tilskadekomne, og andre løb forvildet rundt, samt kom medier til – ALT var kaos. Alligevel føles alt indvendigt i mig som en stilhed, og alt hvad jeg så var som en film – lidt som en actionfilm.

 

Efterfølgende oplever jeg kaos i ambulancen; vi sad 6 mennesker sammen med forskellige skader, og jeg skulle forholde mig til en svensk mand som så ud til, at han var ved at falde om. Da vi ankommer til hospitalet, er alt fortsat kaotisk – ingen taler engelsk og derudover er der ingen, som fortæller eller hjælper os med info. Jeg finder ud af, der er én eller flere, som er døde.

Lægen giver godkendelse til, at vi må flyve, og vi får en flygodkendelse med. Vi skulle flyve dagen efter ulykken, og vi tænkte, vi skulle hjem hurtigst muligt.

Vi bliver kørt til politistationen og skal afgive forklaring. Den oplevelse kan jeg ikke helt huske.

Da der ikke taget hånd om noget og vi efterfølgende kommer tilbage til vores hotellet vi boede pr vi at vide, at vi har kort tid til at pakke vores kuffert og efterfølgende skulle med BUS ud til lufthavnen. Hotellet vidste intet og begyndte at ævle om en barregning. Der var ikke hjælp fra nogen udover os selv.

 

Vi ankommer til lufthavnen, og da vi viser vores flygodkendelser bliver vi mødt af grin og uforståenhed over vi begge havde én. Vi fik nok og jeg tog min forbinding af, for jeg ville være sikker på at komme til DK. Lander i DK og tager med mine forældre hjem. Jeg tænkte, at det nok var en god ide at få kontaktet lægen og min arbejdsplads.

 

Mine forældre fortæller, at ulykken har været i de danske medier, og at der er en video af den på YouTube pga. overvågning i det kryds. Jeg vil se den for at kunne se, hvad der var sket. Nu er filmen på film. Jeg mærkede intet andet end: “OK, det ser da voldsomt ud.”

Blev sygemeldt i en kort periode og var tilbage på fuld tid i mit job som socialrådgiver ca. 4 mdr. Efter. Jeg vidste ikke på daværende tidspunkt, at jeg stadig var i chok.

 

I de efterfølgende år prøvede jeg at holde “masken” i forskellige situationer overfor mit job, familie og omgangskreds. Men jeg vidste faktisk heller ikke helt selv, hvad jeg “holdt på”. Men kunne fornemme at noget er anderledes. Jeg havde en følelse af at være anderledes og være fysisk udmattet konstant. Så jeg falmede i blinde i flere år efter ulykken i fht hjælp.

Jeg havde faktisk fået diagnosen PTSD ved en speciallæge efter ulykken, pga. en forsikringssag i 2015, men jeg var i benægtelse omkring, at jeg fejlede noget, for jeg kunne ikke mærke noget – andet end fysiske smerter og tomhed. For mig har jeg mærket det meget fysisk og jeg døjede med fysiske smerter flere steder på/i kroppen. Jeg havde en “fix it” tilgang til at få hjælp, hvilket er naturligt når man gerne vil have noget til at gå væk. Så jeg “shoppede” mellem en del forskellige behandlinger. Men syntes ikke rigtigt, at der var noget der hjalp mig.

 

I 2016 sagde min krop fra i en sådan grad, at jeg nærmest ikke kunne gå pga. store smerter. Jeg blev scannet for, hvorvidt der var noget galt. Konklusionen blev, at jeg var så spændt/låst omkring hofter, bækken og underliv, og at dette var årsagen til smerterne. Fik hjælp ved fysioterapi og øvelser. Jeg gik ned i tid på job på 30 timer og forsatte ellers med opgaver og mit sociale liv som jeg plejede. Men de fysiske smerter blev ved med at være der, og de flyttede sig “bare”.

 

I 2018 var min krop done! Den fysiske udmattelse kom frem som en sviende og kølende krop. Jeg var grådhabil konstant og udmattelse kunne føles meget overvældende. Så jeg blev fuldtidssygemeldt, mistede mit job, og min læge henviste mig til en ny psykolog og (igen) til fysioterapi. Derudover rendte jeg til forskellige speciallæger, og fik diagnosen PTSD igen. Kunne stadig ikke begribe det men begyndte langsomt at indse det.

 

Jeg kunne mærke jeg havde brug for et andet fokus end kun behandling, for jeg havde så meget inde i mig selv som ville ud. Da jeg havde dyrket yoga i en del år, faldt valget på en yogauddannelse, og den blev starten på, at jeg begyndte at lære mig selv at kende og blev en smule bevidst om, at hoved og krop er én enhed, som taler sammen.

 

Derudover mødte jeg en dygtig kropsterapeut i Fysioterapeutisk Rum, hvor vi i starten separerede PTSD ‘en fra mig for at kunne lære den bedre at kende. Det var sgu hårdt, og jeg følte alt blev værre. Men for at forstå min PTSD og hvad der sker i hjernen og kroppen, hjalp det mig til at se, at den ikke kunne ignoreres. PTSD’ en er det grove, egoistiske og det lille barn – så det var/er en KAMP. Den er lidt som djævlen der konstant “hiver” mig i dens retning og ikke i den retning, som jeg gerne vil være som menneske.

 

Jeg går forsat til kropsterapi og psykolog både alene og sammen med min mand. Derudover gør yogaen, at jeg prøver at mærke mig selv – det virkelig er svært, da jeg i nogle perioder ikke rigtig kan mærke noget pga. PTSD ‘en. Mentalt føler jeg vitterligt at jeg “kravler” på væggene pga. den mentale fart. Jeg har gennem min proces fået en stor respekt for, at det mentale og det kropslige hænger sammen. Jeg dissocierer hvis der er for meget gang i hovedet. For det er “nemmere” at være i dissociationen og opleve alt som en film, når alt syntes utrygt.

 

Jeg fik i foråret 2021 en førtidspension og lever et liv med mere forståelse og respekt til mig selv. Syntes livet med en K-PTSD er svær, og selvom det går bedre, syntes jeg, at de hårde tider føles brutale i perioder. Mit bedste råd til ligesindede er ikke at underkende de fysiske signaler, som jeg gjorde, men at opsøge hjælp – selvom det kan virke grænseoverskridende for én. Anerkendelse af at man har brug for hjælp er starten på bedring. Det var det I hvert fald for mig, samt at man selv er åben for læring. Det sværeste – dog det stærkeste – ER at bede om hjælp.

Jeg hedder Ann-Christina og er 46 år gammel. Jeg er gift med min mand gennem 17 år og har fire børn i alderen 13 til 27. For tre år siden fik jeg stillet diagnosen PTSD, men jeg har kæmpet med PTSD, siden jeg var seks år. Jeg har altid kunne mærke, der var noget galt men har aldrig forstået, hvad det var, og derfor har det virkelig føltes som en kamp. Jeg husker stadig den dag, hvor PTSD rigtig tog bo i mig. Jeg sad på gulvet i en rundkreds ved siden af en børnehaveklasselærer. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev delt i to og så mig selv hænge ovre i hjørnet og kiggede ned på mit fysiske mig i rundkredsen. Som barn tænkte jeg, at min sjæl havde det bedre deroppe, så den ikke kunne blive mere skadet.

Jeg blev udsat for grov mobning i folkeskolen. Min psykolog har påpeget, at det ikke kun var mobning, men desuden overgreb og fysiske overfald. Jeg er bl.a. blevet spyttet på, sparket på og slået på. Det var mere normalen end undtagelse, at jeg blev kaldt grimme ting og blev kaldt øgenavne, jeg stadig har svært ved at sige højt i dag. I starten kæmpede jeg tilbage og gjorde, hvad der var muligt for at forsvare mig selv mod en gruppe på ofte 3-5 andre børn. Jeg råbte, prøvede at løbe væk og prøvede at holde døre lukket, så de ikke kunne komme ind til mig. Mobningen og overfaldende var én ting – oveni gav lærerne mig skylden for mobningen og fortalte mig, at det ikke var i orden at råbe og holde dørene lukkede. I starten prøvede jeg at fortælle, hvad der var sket men fik at vide, jeg var en tudeprinsesse og skulle opføre mig ordentligt. I dag kan jeg godt se, at vores klasselærer var med til at starte og fastholde mobningen. Læreren kaldte mig dum, uartig og en tudemarie foran de andre børn i klassen. Mobningen forsvandt nærmest, da vi fik en ny klasselærer. Der var enkelte episoder, men ikke systematisk mobning og overfald længere. Men skaden var sket.

Som barn føltes det som et dobbeltsvigt. Jeg kunne bedre forholde mig til mobningen end det svigt lærerne udviste, fordi de bebrejdede mig mobningen. På et tidspunkt gav jeg nærmest op og stoppede med at kæmpe tilbage. For svigtet fra klassekammeraterne var nemmere at rumme end svigtet fra lærerne. Det endte med, at min handlekraft, mine grænser og evnen til at sige nej, forsvandt. Det har haft store konsekvenser gennem hele mit liv. Fordi mine grænser var blevet udvisket, kunne jeg ikke mærke dem. Jeg kunne mærke, jeg blev dårlig i mange situationer, men havde svært ved at finde grunden.

Jeg har været udsat for flere traumer op gennem min ungdom, bl.a. en voldtægt, som har sat tydelige spor. Alligevel er roden til at PTSD er til stede i mit liv mobning, overfald og specielt manglende voksen indgriben og støtte i folkeskolen. Netop angsten for at sige stop og nej, har gjort at jeg frøs i krop og sind, når mennesker overskred mine grænser. I mine optik var det fx bedre at gå i seng med mænd, end at sige nej. Når jeg selv havde sagt ja, var det jo ikke voldtægt, vel? Nej, men det var den følelse, der sad i min krop. Så genoplevelsen af overgrebene i folkeskolen og den senere voldtægt er blev genoplevet ofte. Set i bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, jeg faktisk ikke havde et valg. Jeg frøs fuldstændig, hvis en mand viste interesse. Jeg var kun fysisk deltagende, mens jeg indeni lå og skreg “stop”. Nu ved jeg bedre! Jeg ved, hvorfor jeg frøs i krop og sind. Jeg ved, hvorfor jeg ikke kunne sige nej. Jeg har siden barnsben lært, at jeg ikke var berettiget til at sige nej og stop.

Da jeg fik diagnosen, fik jeg en forklaring på en masse følelser, adfærdsmønstre og det kaos indeni, som nogle gange har ædt mig med hud og hår. Jeg har altid følt mig svag, dum, magtesløs, lille og

fuldstændig uden ret til at sætte mit eget fodspor i sneen. Nu er jeg ved at genopbygge troen på min ret til at have mine grænser, at sige nej og ja, og tro på, at jeg godt må sætte mit fodspor i sneen uden at være for meget. At leve så mange år uden at vide hvad der var galt, har været noget nær det allersværeste. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne det samme som alle andre. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg havde så svært ved at tage en uddannelse. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg fik nogle meget voldsomme psykiske dyk, hvor jeg slet ikke fungerede og måtte sygemeldes. Jeg var fx 7,5 år om at tage en professionsbachelor i psykomotorik og afspænding, som normalt tages på 3,5 år. Jeg måtte stoppe på RUC under min kandidatgrad, fordi der var tvunget gruppearbejde. Og grupper i skoleregi er ikke min stærkest side. Det forstod jeg bare først, da jeg kom i behandling.

Hele mit liv blev vendt på hovedet, da jeg fik diagnosen. Jeg skulle til at forstå min egen livshistorie i et helt nyt lys og nu med den manglende brik, jeg havde søgt efter siden jeg var seks år. Jeg er langsomt begyndt at møde mig selv med empati og omsorg i stedet for at dunke mig selv oven i hovedet med alle mine fejl og mangler. Jeg er begyndt at lære mine reaktionsmønstre at kende og er ved at forstå, hvordan jeg kan leve et liv, som jeg ønsker med den ekstra egenomsorg, der følger med, så PTSD ikke bliver for styrende. Mine oplevelser i barndommen har gjort, at jeg er vokset op med en grundlæggende angst og frygt for andre mennesker. Jeg har aldrig troet, at andre rent faktisk vil mig det godt. Mit første vendepunkt var en veninde, som sagde til mig, at jeg var inspirerende, fordi jeg ikke lod mig kue af alle mine oplevelser. Det har altid føltes sådan indeni, men alligevel er det lykkedes mig at holde fast i en lille grøn spire indeni, som ingen har fået lov at ødelægge. Jeg mediterer nu hver dag og lader spiren vokse, indtil den dag jeg har et solidt rodnet og en smuk krone.

Jeg hedder Thea, jeg er 27 år. Jeg er kæreste med Christian på andet år, og vi har to skønne børn Bille og Melia, på 7 og 5 år. Jeg fik stillet diagnose PTSD for seks mdr siden, men har kæmpet med den, de seneste fire  år. For tre år siden oplevede jeg trusler via sociale medier, først troede jeg blot, at var normen, med den hårde tone. Men jeg tog fejl. Allerede der begyndte, jeg at tro på de her beskeder, jeg tvivlede på mig selv som ven, som mor, som menneske. Beskederne blev hårdere og de forvandlede sig til trusler. 

Og her startede min frygt for mit og min datters liv. Jeg begyndte at blive påpasselig med de ting jeg gjorde. Men en aften da jeg havde luftet min hund og afsluttet en skøn dag med min datter og hun var puttede tjekkede mareridtet ind på Instagram. 

Et billede af min lejlighed. Og hid til den værested trussel. Jeg skyndte mig at låse dørene og derfra følte jeg at han var overalt. I alt hvad jeg gjorde. 

Jeg følte jeg druknede, følelsen af at skrige for lungerne fulde kræft uden lyd. Det blev min hverdag. Her til blev tingene kun være, billede af min hovede dør, min datters dyner fra hende klapvogn, som han stod med, og et punkteret dæk, så jeg ikke kunne bruge den. 

D 9 juni 21 kl 05:55 tiggede et opkald ind, jeg tog den ikke første gang, men han gav ikke op jeg tog det hemmelig nummer og en trussel om voldtægt tikkede ind. Filmene knækkede her. Og jeg gik til politiet. Jeg anmeldte episoderne. De konfiskerede min telefon og gav mig beskyttelse. De arbejde intens på at finde frem til synderen og til sidst fik de ram på ham. Han fik en dom. 

Og nu står jeg tilbage med noget for mig som er et ødelagt liv. Jeg står dagligt med et EKG der er unormalt, en søvn der ikke er tilstede. Jeg tør ikke at handle eller befinde mig steder hvor der er mange mennesker. Jeg rystede og følte at alt inde i bare skriger på at komme op til overfladen igen, de værste dage kunne jeg tvivl på mit værd som menneske og om omverdens egentlig ønskede min tilstedeværelse. 

Men nu har jeg,  taget hul på sidste del, nu skal jeg lære at leve med min ptsd, lære at agere i en verden uden frygt for de trusler der har væltet ind over hovedet på mig. Startet i terapi behandling, har takket ja til medicinsk behandling også for komme til bunds, for min datter skyld. 

Den primære grund til min PTSD er på grund af min barndom. 

Min barndom har været hård. Den har været fyldt med fysisk og psykisk vold og misbrug af seksuelt karakter, samt jeg skulle være mor overfor min egen mor. Jeg levede under forhold, hvor jeg aldrig vidste hvad der skete. Dette gav en utryghed som gjorde, at jeg altid skulle være 10 skridt foran, i håb om at jeg måske kunne opfange hvornår der skete noget igen. at gå i konstant frygt,  gjorde at mit nervesystem og sind, aldrig slappede af. 

Som 9-10 årig dagdrømte jeg om, at der kom krig, så jeg kunne blive adskilt fra mine forældre.. men mest fra min stedfar, som udøvede den fysiske vold, da jeg troede at det min mor gjorde var okay, fordi jeg ikke var god nok. Min mor havde fået pakket min rygsæk “så godt” med dårligt selvværd og overbevisninger om at det var mig den var galt med og hende der var den gode.

Som 18 årig kunne jeg ikke mere, så jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling og det blev den første del af min redning. Jeg glemmer aldrig den dag, at de fortalte at min mor ikke måtte komme og besøge mig mere, fordi de kunne se hvor meget hun skadede mig. Jeg blev en blanding af sur og lettet. Sur fordi jeg havde min mors overbevisning om hvordan verden ser ud, men lettet fordi noget i mig hadede hende. 

Fra de 18 år til start 30år gik det hele op og ned. Sidst i tyverne fik jeg en psykolog som sagde til mig: ‘ du er så ødelagt, at du ikke kan reddes’. Det knuste mig først. Men så kom styrken, for det stempel ville jeg ikke have på mig, så jeg fandt alle mulige behandlings metoder for sindet og kroppen. 

I mit teenager liv og i noget af mit voksne  liv følte jeg at jeg var et stort grimt uhyre, som ikke hørte til denne verden. Jeg har set verden som noget farligt og min mors ord fyldte meget. De kom hele tiden: ‘du er dum, du er grim, ingen vil elske dig, du gør mig flov, skulle aldrig ha haft dig, du har ødelagt mit liv’. 

Alt dette gik også udover mine relationer, for jeg troede ikke på dem, når de sagde anderkende ord. Jeg blev sur og bange, for i min barndom blev der sagt søde ord om mig når vi var ude, men når vi kom hjem, var tonen en anden. Så hver gang folk sagde noget sødt, følte jeg de løj.. 

Jeg har arbejdede meget med at få hendes ord ud af mit hoved og fylde min kerne med mine egne ord. Så jeg ikke så mig selv med hendes briller, men med mine egne. Samtidig med at jeg skulle lære at leve og ikke blot overleve. 

Idag ved jeg at jeg er noget værd. Også på de dårlige dage.. Nu  tror jeg også på, når folk siger at jeg er ufattelig stærk, en mønsterbryder og at jeg har et varmt hjerte. Dog har jeg dage, hvor mit indre barn råber så højt, at jeg har svært ved at tage det ind.

Mit liv med mine traumer er og bliver en rejse hvor jeg skal navigerer og hvor mit navigeringssystem går indimellem i stykker. Men hver gang det bliver lavet igen, er det optimeret. 

Jeg ved godt at jeg aldrig slipper af med min PTSD. Men at få bearbejdet nogle grimme traumer, så godt som muligt, har gjort at min PTSD ikke larmer hver dag mere. 

Det sker indimellem at jeg går hen i overlevelses banen, men det er ikke hver dag mere. 

Jeg lever. Og det er en vild følelse, når man ikke er vant til det.

Jeg blev seksuelt misbrugt og groomet af mine forældres kammerat fra jeg var 13 – 17 år gammel. 

Hele min verden brød sammen en aften i marts 2021, da jeg så et tv program om pædofili sammen med min daværende kæreste. Ubehagelige minder dukkede op stykvis og jeg kunne pludselig sammensætte det værste puslespil. Jeg fortalte min daværende kæreste om de forskellige hændelser og hans blik gjorde det klart overfor mig.. det her var alvorligt. 

Han fik mig overtalt til at fortælle mine forældre om overgrebene. Den sværeste samtale jeg nogensinde har måtte tage, men han var ved min side og for det er jeg ham evig taknemlig for. 

Overgrebene startede med at finde sted inde på mit værelse, hvor han besøgte mig når han havde drukket alkohol. 

Som tiden gik, fik han mig mere og mere overtalt til at tro, at det her var en relation jeg ønskede at have og som gavnede mig. 

“Vores hemmelighed” skulle det være. 

Min krop reagerede altid ved at fryse fast og hverken kunne bevæge arme eller ben, men mit hoved var altid i panik og angst for hvad han kunne finde på. 

Pludselig var det ikke kun på mit værelse, at jeg var bange. Overgrebene kunne ske hver dag og overalt; hjemme hos ham, i et træningscenter, på en gåtur, i en bil, på snapchat etc. 

Min krop var i konstant alarmberedskab og jeg kunne lugte hans parfume alle steder jeg begik mig – det kan jeg stadig idag, når jeg tænker på ham. Det eneste der hjælper mig i en sådan situation er et bad, så jeg kan vaske hans lugt af mig. 

Følelsen af at blive taget som gidsel i sin egen krop, har aldrig forladt mig siden, men forhåbentlig finder jeg en vej en dag. 

Efter samtalen med mine forældre, blev vi enige om at vi som familie ikke skulle have noget med ham at gøre nogensinde igen, men også at vi skulle komme videre ved ikke at tale om det igen. 

Det viste sig at være en hård lærestreg. 

Jeg fik det værre med mig selv, jeg kunne ikke passe mit arbejde og jeg sov ikke om natten. Det var de færreste i min omgangskreds, der ville tale med mig om hvordan jeg havde det og af samme årsag måtte jeg give op på mit parforhold og flere venskaber. 

I marts 2022, diagnosticerede psykiatrien mig med kompleks ptsd og angst. 

Da jeg fik min diagnose, gik det op for min familie og jeg, at vi var nødt til at tale om det der var svært. Det har været svært at se hvor hårdt det har taget på dem, men vi kommer igennem det sammen, netop fordi vi taler om det. 

Jeg har idag været tilknyttet psykiatrien siden marts 2022 og vi har først for et halvt år siden, fundet den rigtige behandlingsmetode for mig. 

Den mest almindelige behandlingsmetode virkede ikke på mig og det frustrerede mig. En dag føltes alt som om livet var meningsløst og jeg tog derfor en overdosis af mine sovepiller. Jeg vågnede op på hospitalet med mine forældre og min nuværende kæreste ved min side. Deres ulykkelige ansigter gjorde, at jeg vidste jeg måtte kæmpe videre og at overgrebene ikke skal destruere mig.

Vi fandt efterfølgende den helt rigtige behandlingsmetode for mig, en tidslinje. 

Tidslinjen hjælper mig til at kode sammen hvornår de forskellige overgreb er sket og en dag kan det være jeg føler mig stærk nok til at bruge det imod ham. 

Jeg har det bedre idag. Jeg har fundet en kæreste, der bidrager til gode dage med grin og kærlighed, så der er plads og overskud til at håndtere de dårlige dage. 

Vigtigst af alt har jeg lært at det hjælper, at være åben om fortiden for at kunne imødekomme fremtiden. 

Livet startede ikke just på en dans med røde roser.
Som ganske ung, omtrent 5-6 års alderen var jeg udsat for mit første trauma.
Jeg var i en svømmehal med min mor, søster og morfar. 
Men min søster skulle med min mor på badeværelset, så min mor bad mig om at blive i børnebassinet, men jeg ville heller ud til min morfar. 
Jeg gik hen til kanten af det bassin han var i, men selvom jeg kaldte på ham, så kunne han ikke høre mig. 
Jeg tænkte ikke over hvor dybt det bassin var, så da jeg hoppede i, kunne jeg slet ikke bunde. 
Jeg kæmpede for at komme op til overfladen, men forgæves. 
Heldigvis var der en anden gæst der så mig, og fik mig op af vandet, alt imens min mor og søster kom ud fra badeværelset. 
Det gjorde at jeg i over 20 år havde svært ved vand jeg ikke kunne se ned til bunden. Bare det at køre over f.eks Storebæltsbroen var en kæmpe udfordring for mig. 
Med årerne er det blevet bedre, men trods forbedringerne, så har jeg stadig har nogle udfordringer med vandet, især hvis jeg er på stranden. 
 
Næste Traume kom da jeg var i starten af mine teenageår. 
Jeg var i et forhold med en mand jeg var helt skudt i, men også samtidig blændet for hans behandling af mig. 
Nogle få gange fik jeg slag af ham, hvorfor husker jeg egentlig ikke, egentlig kan jeg kun huske at det var min mor der gjorde mig opmærksom på det. 
 
Senere i livet skulle jeg tage en uddannelse, men også her gik det galt. 
En klassekammerat havde set sig sur på mig, og trods det nu er 19 år siden, så ved jeg stadig ikke hvorfor. 
Vi var til undervisning i kælderen, og da klokken ringede skulle vores klasse, og en del andre klasser op af trapperne og videre op til selve hovedbygningen.
Men inden jeg nåede at komme særlig langt op af trapperne, endte jeg med at ligge ned, så lang jeg nu var. 
Min klassekammerat havde spændt ben for mig, og mens jeg lagde ned, sparkede hun løs på mig, kaldte mig skældsord og spyttede på mig. 
Trods der var rigtig mange elever der gik omkring og forbi os, var der ikke en eneste der hjalp.
Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at komme op og væk, men for hvert er forsøg, blev jeg lagt ned igen.
Først da hun var færdig og gået sin vej, havde jeg 2 daværende veninder, der hjalp mig og fandt en lærer. 
Det hele blev anmeldt og kom i retten, men til ingen verdens nytte. 
 
Nogle år efter fandt jeg en mand som jeg troede jeg forgudede. 
Men lykken skulle være sort og trist. 
Det endte med et 2 års forhold hvor psykisk vold var en stor del af forholdet. 
 
Efter bruddet gik tiden ellers, og jeg kunne godt se jeg ikke havde det godt , men hvornår havde jeg egentligt sidst haft det godt? 
 
Igennem flere år var jeg begyndt at cutte i mig selv, nætterne var lange og fyldt med tanker, flashbacks og mareridt. 
 
Men nogle år efter fandt jeg en ny mand. 
Troede han var manden i mit liv. 
Vi var sammen i nogle år, fik barn sammen og gift. 
Men igen så skulle tingene vise sig ikke at være helt som ønsket og håbet.
Både psykisk og fysisk vold blev hurtigt en del af vores forhold/ægteskab. 
Trods jeg havde svoret at jeg aldrig skulle være i sådan et forhold så stod jeg alligevel der .
 
Til sidst fik jeg dog taget modet til mig, og jeg sluttede vores ægteskab. 
 
Da var jeg mere syg end hidtil. 
Men jeg mente nu engang at jeg nok skulle klare den, for hvorfor ikke?? Det havde jeg jo gjort før? 
 
Blot 3 mdr etter skilsmissen, bliver jeg voldtaget. 
Jwg ved ikke om det er desværre eller ej, men desværre var det af en jeg kendte. 
Jeg måtte igennem et helvede for at få det anmeldt, og i sidste ende få af vide at det ikke ville blive til en retssag. 
 
Den her voldtægt knækkede mig. 
Jeg begyndte at gå til psykolog, hvor jeg her nævnte at jeg faktisk troede at jeg havde ptsd. 
Jeg blev så testet og rigtig nok. 
Men i mange år , havde jeg gået og troet at det kun var soldater/veteraner der kunne få denne diagnose, men det hele gav pludselig mere …. Mening for mig… 
 
Men trods psykologhjælp, så endte jeg alligevel med at stå med det hele, alene igen, kun efter 1 år, og en bagage der stadig var godt pakket og fyldt op med rigtig mange traumer.
 
I 5 år gik jeg og troede at nu havde jeg da vidst nok ramt bunden, nu havde jeg taget dette livs udfordringer og traumer til mig. 
Men atter skulle jeg tage fejl! 
 
5 år efter min første voldtægt, ender jeg med at blive voldtaget igen. 
Men denne voldtægt var anderledes end den første. 
Nr 2 voldtægt var langt mere voldig og han kvælte mig så meget at det hele sortnede for mine øjne. 
Igen var det en jeg kendte (ikke den samme som ved den første!) Men denne gang gik jeg ikke til politiet. Jeg kunne ikke bærer at skulle det samme helvede igennem igen, men jeg tog alligevel ind til Rigshospitalet og blev undersøgt, taget billeder osv. 
Det var her jeg blev klar over HVOR voldsom en voldtægt jeg havde været igennem, kontra den første. 
 
Atter igen stod jeg alene, men lidt over 1 år efter voldtægten, knækkede jeg så meget sammen at jeg nær var blevet indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse. 
Jeg havde sagt farvel til de 2 nærmeste jeg har i mit liv og gjort det klart at jeg ikke kunne mere. 
Uden at tænke mig om, var jeg kørt hjem og spiste hvad jeg havde af piller derhjemme. 
“Heldigvis” var det “bare” smertestillende, men det var min måde at RÅBE op om hjælp, for få dage inden dette sker, havde jeg søgt hjælp både ved egen læge og ved psykiatrisk akutmodtagelse.
 
Efterfølgende har man ændret min ptsd til det de kalder for kompleks ptsd og jeg går nu til samtale i PAM (psykiatrisk akutmodtagelse) hvor jeg i alt har 10 samtaler. 
Det er langt fra nok, og jeg har LANG vej endnu! 
 
Mit syn på mennesker, forhold og sex (ikke mindst!) Er i den grad blevet forværret og det vil nok tage tid før der er ro på eller bare en smule forbedringer. 
Men jeg er her og jeg kæmper videre… 

Vil du dele din historie med os, her på vores hjemmeside og på vores sociale medier?
Send mail til SoMe@lptsd.dk

Har du brug for at tale med en fagperson?

Kontakt direkte vores fagpersoner via brevkassen og de vil gøre deres bedste for at rådgive dig.

www.lptsd.dk

Følg os på sociale medier

Scroll to Top