Personlige historier

De kalder mig for et mirakel, fordi min tilstand har været så kritisk. Det er bestemt ikke noget at være stolt af, men noget som sætter det hele lidt i perspektiv. For selvom jeg mod forventning overlevede, så lever jeg med en hverdag, der er præget af fysiske følger, bl.a. Lungesygdom, som i stort omfang begrænser min fysiske formåen samt et ekstra traume. Alligevel har jeg valgt at give livet en chance, og jeg forsøger at finde lidt livsglæde hist og her. Men det er ikke samme som, at jeg er okay. For min PTSD og mine selvmordstanker buldrer stadig derudaf hver evig eneste dag.

Den 8. august 2011 kørte jeg på arbejde som politibetjent. Jeg var 28 år gammel, nyuddannet, mor til 3 små piger og gift på 6. år. På overfladen en dag som alle andre…

– Men lige netop denne dag, blev mit liv forandret for altid!

Kun godt tre timer inde i vagten fik vi en melding om bankrøveri, ikke langt fra vores patrulje. Min makker, der kørte bilen satte udrykning på og kørte afsted. Det var i København, så hastigheden var ikke høj. Alligevel kørte vi galt, da en bilist havde overset os og lavede venstresving ind foran patruljebilen. Begge airbags blev udløst. Der skete intet med føreren af den anden bil.

Chaufføren var selvfølgelig chokeret, men kom sig hurtigt i tiden efter. Det gjorde jeg desværre ikke. Med tiden fik jeg diagnoserne piskesmæld, kronisk hjernerystelse og ptsd. Jeg har kronisk hovedpine, nakke/lændesmerter og snurren i begge hænder. Men fysiske smerter kan jeg forholde mig til. Jeg lider af tankemylder, og træning kan give mig ro i hovedet for en kort stund, selv om jeg ved prisen kan være at jeg føler mig endnu mere udbrændt. Jeg har som menneske brug for udfordringer og spænding. Med det resultat at jeg får sat lidt høje mål, og det nogle gange med mit helbred som indsats, men for mig er det dét værd! Det er der jeg kan mærke at jeg lever!

Udfordringerne ved ptsd har jeg til tider stadig svært ved; bla. søvnproblemer, udbrændthed, flashback (særligt om natten) tendens til at blive asocial, angst, og deprimeret, hvis ikke jeg er opmærksom på mig selv og min krops signaler. Søvnproblemer og angst er for mig selvforstærkende, og gør jeg skal være bevidst om at bryde mønsteret.

Har lært at sige til mig selv “PTSD – Positive Tanker Støtter Dig” – Jeg nægter at være min sygdom, men jeg accepterer den er med mig.

Idag er jeg 39 år, førtidspensionist, fraskilt, og børnene er blevet store. Jeg er foredragsholder og frivillig ved div. organisationer, bla. SoMe ambassadør for Landsforeningen for PTSD og pårørende

Mit mål er at inspirere og motivere andre til et bedre liv, med eller uden sygdom, og sætte fokus på pårørende og særligt børn af ptsd ramte.

Tak fordi du læste med – Trine Frederikke

Jeg mødte i 2010 en mand,  og vi blev glade for hinanden og blev kærester.  

Han fortalte, at han havde ptsd, og om de konservenser dette have haft for han og hans familie. Det var skilsmisse,  dårlig kontakt med børn og adskillige indlæggelser på psykiatrisk afdeling og selvmordsforsøg.

Jeg vidste ikke meget om ptsd men tænkte, at rummelighed og kærlighed kunne klare meget. 

Efter et år flyttede vi sammen. Vi var voksne mennesker i slut 40-erne.

Jeg har siden erfaret, at et menneske med ptsd ikke kan forklare, hvad der sker, når de har det dårligt, at mareridt er en regelmæssig følgesvend,  at der vil være ekstremt svære perioder, hvor humøret bare er sort og tankerne kredser om ikke at ville leve. At en indlæggelse i 3-4 måneder ikke betyder, at man bagefter er helt tilbage og på højde med sig selv – det tager mindst den dobbelte tid af indlæggelsen at blive nogenlunde velfungerende. 

Der er den evige skamfuldhed over ikke at kunne være en del af arbejdsmarkedet og skammen over at modtage social pension. 

Jeg har heldigvis også erfaret, at det at få noget regelmæssighed,  nogle krav og forventninger, støtte og viden om at man er vigtig,  kan flytte bjerge. 

Ja,  min kæreste er stadig en mand med et sart sind.  Han er altid i risiko for at toppe over, men han er nu én der holder foredrag om at leve med ptsd,  han har opdaget sine kunstneristiske åre og maler billeder, der har været udstillet. Han klarer alt husarbejdet (det er virkelig vidunderligt), og så er han begyndt at sove hele natten. Det var ham som havde overskuddet, da min søn døde, og han har gennemført flere kurser om alt muligt. Jeg har en mand, der kan tænke,  reflektere og handle. 

Det er sindsygt hårdt, men jeg har oplevet en masse fremgang og tror faktisk ikke jeg ville have undværet noget af det – næsten. 

Jeg har diagnosen PTSD efter en del traumer i barn- og ungdomslivet, der kommer sig af, at jeg i min barndom fra baby til de ca. 7 år havde en biologisk far, der var chikanerende, truende og voldelig – både overfor sine tidligere, daværende kæreste og andre, ikke nok med det, oplevede jeg en del til omsorgssvigt og forskelsbehandling også. Senere igen oplever jeg det traume, der har været en af de værste, nemlig at jeg fra 9 års alderen til og med de 13 år bliver udsat for seksuelt misbrug af min daværende stedfar, hvor jeg blev manipuleret og truet med, at jeg intet måtte sige til min mor, selv når jeg havde muligheden for at fortælle hende det! Da overgrebet kommer frem i avisen, begynder snakken på den skole jeg gik på, om hvem det kunne være, og en-to uger efter begynder en mobning mod mig med ord som “luder”, og jeg bliver udelukket fra fællesskabet. Det resulterede i, at jeg begyndte at få stort fravær i skolen, blev selvskadende, havde selvmordstanker og begyndte at isolere mig meget derhjemme. Følte mig forkert og intet værd. Kort inden begyndte jeg at få det svært, når det kom til det seksuelle, og det gjorde, at jeg “misbrugte” min egen krop og ikke tænkte over konsekvenserne. Jeg har været kastet rundt fra hjem og 2 forskellige bosteder i ungdommen. Var senere i mine teenageår udsat for en voldtægt, hvor jeg havde svært ved at sige fra.

Min egen læge, mine pårørende og jeg selv havde allerede mistanke om, at der lå noget bag mine humørsvingninger, min adfærd, og jeg havde meget depression og angst, tilbage i 2016. Men jeg blev afvist af psykiatrien, da de ikke mente, der var nogle tydelige symptomer. Det var først i 2020, det blev taget seriøst, og jeg blev udredt og fik konstateret diagnosen ptsd i februar 2021. 

I dag står jeg på venteliste (som jeg har været i 1 års tid) til behandling hos CSM. Jeg mærker til dagligt meget til de senfølger, der kommer i forbindelse med overgrebene, psykisk vold og mobning, heriblandt angstanfald, anfald, utryghed, usikkerhed og frygt for, at andre vil mig det ondt. Jeg har en del tillidsproblemer og tilknytningsproblemer til andre. 

Jeg går hjemme til dagligt og prøver at få det bedste ud af livet, samtidig med jeg har en sag i kommunen om at få ro og sikre stabilitet fremadrettet, og jeg håber inderligt, der vil være medvind i livet for mig.

Jeg er en kvinde fra 1983. Jeg voksede op i de pænere forstæder nord for kbh. Alt tegnede helt normalt indtil en martsdag i 1991, hvor jeg havde et skæbnesvangert møde med en fremmed mand. Han er i dag forvaringsdømt, da han vurderes for farlig. Det giver mig en ro at vide, at den mand, der traumatiserede mig for livet er bag lås og slå. Men jeg har også en livstidsdom pga ham.  

Jeg er uddannet folkeskolelærer, men i dag førtidspensionist. Jeg har en lang historik i psykiatrien. Jeg har tidligere været massivt selvskadende og var en af de virkelig tunge patienter i forhold til tvangsstatestikkerne. Mine traumereaktioner viste sig i mange år som kraftige dissociationer med selvskade og hukommelsestab til følge. 

Heldigvis er det muligt at være med til selv at skabe sin fremtid, og det har jeg gjort. Jeg var opgivet af systemet, ifølge dem for syg til at få gavn af behandling. Jeg var parkeret på et bosted, hvor jeg i den grad vantrivedes. 

Jeg er født med en enorm viljestyrke og en evne til at være vedholdende, og derfor står jeg et helt andet sted i dag. 

En novemberdag i 2019 fik jeg nok af bostedet. Jeg pakkede en kuffert på 20 minutter og skred min vej. Jeg fik skaffet en lejlighed, og den dag begyndte min virkelige rejse mod recovery.

Jeg opdagede, at jeg havde et kæmpe netværk “ude i virkeligheden”. Jeg opdagede, hvor mange mennesker, der holdt af mig, og jeg begyndte at leve. 

I dag bor jeg stadig i egen lejlighed, en gang imellem holder jeg foredrag, jeg har 2 heste og arbejder frivilligt  i en stald. Jeg er aktiv stævnerytter og nyder mange gode stunder i selskab med hestevennerne. Og sidst men ikke mindst har jeg en helt fantastisk hund, der dette efterår starter træning til servicehund. 

Jeg får i dag hverken medicin eller behandling i psykiatrien. Men jeg har stor glæde af totum kropsterapi.

Livet er stadig ikke let, men det meste af tiden giver livet mening for mig. 

Jeg er 33 år og lever med PTSD. Den brød for alvor ud tilbage i 2018, mens jeg boede på Østerbro. Jeg havde været et hårdt brud igennem med min daværende kæreste og havde fremleje på en lejlighed i området omkring Nordhavn Station.

Jeg arbejde på Strandvejen i Hellerup og var en lørdag i november kommet hjem fra en vagt om eftermiddagen med hovedpine, så jeg slukkede lyset og ville hvile mig nogle timer. 

Klokken 22:08 vågner jeg i den helt mørke lejlighed ved lyden af at der er nogle der er ved at bryde ind i lejligheden, de har sat et koben i døren og jeg kan høre to sæt stemmer. Jeg farer op og råber og får den jaget på flugt. 

Jeg får set min dør, det har tydelige mærker efter indbrudsforsøget, heldigvis er der tale om en dør af mørket swedoor, det er sikkerhedsdøre, så de var aldrig kommet ind. Men det vidste jeg ikke i situationen. Jeg ringer til politiet og banker på hos min nabo. 

Politiet kommer og de har det store DNA kit med. 

Ugerne går og jeg er bange hvergang lyset i opgangen tænder, jeg er bange hvergang jeg kan høre trin på trapperne. Uger bliver til måneder og nye ting dukker op, jeg får det lidt bedre med lys og trin i opgangen, men får svært ved at forlade mit hjem og er bange for hvad jeg kommer hjem til. Om der igen er forsøgt indbrud. Jeg kan på intet tidspunkt sove med slukket lys, jeg er blevet bange for at slukke det, for så sker det nok igen er min tanke. 

I omkring 2019/2020 stykker møder jeg min nuværende kæreste, han flytter ind til mig efter nogle måneder, og så går jagten på at finde en ny bolig ind, vi ender i Hillerød, i noget nybyggeri. Imellemtiden har jeg oplevet at jeg ikke kan være alene på jobbet, jeg arbejder i butik og bliver utryg hver gange jeg efterlades alene i lokalet. 

Det ender med at jeg tager beslutningen om at sige min stilling op, den samme beslutning har virksomheden dog på grund af Corona og dalende omsætning. 

Jeg ryger på dagpenge og har en opsparing, denne vælger jeg at bruge på et psykolog forløb som jeg får en henvisning til, der bruges EMDR terapi og det giver gode resultater, vi flytter til Frederiksværk, hvor vi finder en rigtig god bolig, jeg fortsætter lidt endnu i forløbet med psykologen. Da forløbet er ved at være slut, snakker vi om at vi ikke er helt i mål endnu, men at jeg ikke kan genhenvises før om seks måneder. Vi afslutter og der skrives et notat, som viderebringes til min egen læge, hvor der søges om pakkeforløb i psykiatrien til PTSD. 

Jeg godkendes til pakkeforløb i psykiatrien og gennemføre og kan mærke tydelig bedring. Lige inden forløbet afsluttes finder jeg ud af at jeg er gravid, til stor glæde for os. 

Jeg har mens dette forløb kørte søgt studie og har fået en standby plads, denne ændres senere til en studieplads med start i september. Så jeg står nu, som gravid i uge tretten, snart fjorten, skal starte studie som psykomotorisk terapeut og fremtiden ser meget lysere ud. 

Mine PTSD symptomer, kommer og går, men der er flere gode dage, end der er dårlige.

I ultimo juni 2013 var jeg på ferie med en veninde i Tyrkiet. Vi havde været på en turisttur oppe i bjergene, og vi var på vej i bus ned mod byen igen – da jeg pludselig vågner pga. skrig og panik i bussen. Jeg ser, at vi kører med høj fart ned af et bjerg og ned mod en hovedvej. Jeg tænker: “Det går galt”, og da der ikke er seler i bussen, holder jeg fast i sædet foran mig og ser, at min veninde forsat sover.

Det næste jeg husker er, at jeg vågner op og tænker “du er i hvert fald ikke død – nu hvor du kan åbne øjnene.” Jeg kan se, der er glasskår og tåget overalt, og instinktivt tænker jeg, at vi skal ud inden bussen går i brand. Min veninde og jeg er hurtigt til at komme ud af bussen. Kan ikke huske hvad jeg ser på vej ud og kan ikke huske, om jeg sagde noget til min veninde på vej ud, men ud kom vi. Kunne fornemme at jeg er blevet kastet længere tilbage i bussen, end hvor jeg sad.

Da vi kommer ud af bussen, oplevede jeg, at der var kaos, og jeg ville undersøge alt og sugede alt til mig, samt hjalp dem jeg kunne. Fysisk havde jeg alle mine lemmer og havde “bare” sår på kroppen efter glasskår/slag. Tænkte egentlig ikke rigtig over det, da jeg kunne se, at nogle var meget tilskadekomne, og andre løb forvildet rundt, samt kom medier til – ALT var kaos. Alligevel føles alt indvendigt i mig som en stilhed, og alt hvad jeg så var som en film – lidt som en actionfilm.

Efterfølgende oplever jeg kaos i ambulancen; vi sad 6 mennesker sammen med forskellige skader, og jeg skulle forholde mig til en svensk mand som så ud til, at han var ved at falde om. Da vi ankommer til hospitalet, er alt fortsat kaotisk – ingen taler engelsk og derudover er der ingen, som fortæller eller hjælper os med info. Jeg finder ud af, der er én eller flere, som er døde.

Lægen giver godkendelse til, at vi må flyve, og vi får en flygodkendelse med. Vi skulle flyve dagen efter ulykken, og vi tænkte, vi skulle hjem hurtigst muligt.

Vi bliver kørt til politistationen og skal afgive forklaring. Den oplevelse kan jeg ikke helt huske.

Da der ikke taget hånd om noget og vi efterfølgende kommer tilbage til vores hotellet vi boede pr vi at vide, at vi har kort tid til at pakke vores kuffert og efterfølgende skulle med BUS ud til lufthavnen. Hotellet vidste intet og begyndte at ævle om en barregning. Der var ikke hjælp fra nogen udover os selv.

Vi ankommer til lufthavnen, og da vi viser vores flygodkendelser bliver vi mødt af grin og uforståenhed over vi begge havde én. Vi fik nok og jeg tog min forbinding af, for jeg ville være sikker på at komme til DK. Lander i DK og tager med mine forældre hjem. Jeg tænkte, at det nok var en god ide at få kontaktet lægen og min arbejdsplads.

Mine forældre fortæller, at ulykken har været i de danske medier, og at der er en video af den på YouTube pga. overvågning i det kryds. Jeg vil se den for at kunne se, hvad der var sket. Nu er filmen på film. Jeg mærkede intet andet end: “OK, det ser da voldsomt ud.”

Blev sygemeldt i en kort periode og var tilbage på fuld tid i mit job som socialrådgiver ca. 4 mdr. Efter. Jeg vidste ikke på daværende tidspunkt, at jeg stadig var i chok.

I de efterfølgende år prøvede jeg at holde “masken” i forskellige situationer overfor mit job, familie og omgangskreds. Men jeg vidste faktisk heller ikke helt selv, hvad jeg “holdt på”. Men kunne fornemme at noget er anderledes. Jeg havde en følelse af at være anderledes og være fysisk udmattet konstant. Så jeg falmede i blinde i flere år efter ulykken i fht hjælp.

Jeg havde faktisk fået diagnosen PTSD ved en speciallæge efter ulykken, pga. en forsikringssag i 2015, men jeg var i benægtelse omkring, at jeg fejlede noget, for jeg kunne ikke mærke noget – andet end fysiske smerter og tomhed. For mig har jeg mærket det meget fysisk og jeg døjede med fysiske smerter flere steder på/i kroppen. Jeg havde en “fix it” tilgang til at få hjælp, hvilket er naturligt når man gerne vil have noget til at gå væk. Så jeg “shoppede” mellem en del forskellige behandlinger. Men syntes ikke rigtigt, at der var noget der hjalp mig.

I 2016 sagde min krop fra i en sådan grad, at jeg nærmest ikke kunne gå pga. store smerter. Jeg blev scannet for, hvorvidt der var noget galt. Konklusionen blev, at jeg var så spændt/låst omkring hofter, bækken og underliv, og at dette var årsagen til smerterne. Fik hjælp ved fysioterapi og øvelser. Jeg gik ned i tid på job på 30 timer og forsatte ellers med opgaver og mit sociale liv som jeg plejede. Men de fysiske smerter blev ved med at være der, og de flyttede sig “bare”.

I 2018 var min krop done! Den fysiske udmattelse kom frem som en sviende og kølende krop. Jeg var grådhabil konstant og udmattelse kunne føles meget overvældende. Så jeg blev fuldtidssygemeldt, mistede mit job, og min læge henviste mig til en ny psykolog og (igen) til fysioterapi. Derudover rendte jeg til forskellige speciallæger, og fik diagnosen PTSD igen. Kunne stadig ikke begribe det men begyndte langsomt at indse det.

Jeg kunne mærke jeg havde brug for et andet fokus end kun behandling, for jeg havde så meget inde i mig selv som ville ud. Da jeg havde dyrket yoga i en del år, faldt valget på en yogauddannelse, og den blev starten på, at jeg begyndte at lære mig selv at kende og blev en smule bevidst om, at hoved og krop er én enhed, som taler sammen.

Derudover mødte jeg en dygtig kropsterapeut i Fysioterapeutisk Rum, hvor vi i starten separerede PTSD ‘en fra mig for at kunne lære den bedre at kende. Det var sgu hårdt, og jeg følte alt blev værre. Men for at forstå min PTSD og hvad der sker i hjernen og kroppen, hjalp det mig til at se, at den ikke kunne ignoreres. PTSD’ en er det grove, egoistiske og det lille barn – så det var/er en KAMP. Den er lidt som djævlen der konstant “hiver” mig i dens retning og ikke i den retning, som jeg gerne vil være som menneske.

Jeg går forsat til kropsterapi og psykolog både alene og sammen med min mand. Derudover gør yogaen, at jeg prøver at mærke mig selv – det virkelig er svært, da jeg i nogle perioder ikke rigtig kan mærke noget pga. PTSD ‘en. Mentalt føler jeg vitterligt at jeg “kravler” på væggene pga. den mentale fart. Jeg har gennem min proces fået en stor respekt for, at det mentale og det kropslige hænger sammen. Jeg dissocierer hvis der er for meget gang i hovedet. For det er “nemmere” at være i dissociationen og opleve alt som en film, når alt syntes utrygt.

Jeg fik i foråret 2021 en førtidspension og lever et liv med mere forståelse og respekt til mig selv. Syntes livet med en K-PTSD er svær, og selvom det går bedre, syntes jeg, at de hårde tider føles brutale i perioder. Mit bedste råd til ligesindede er ikke at underkende de fysiske signaler, som jeg gjorde, men at opsøge hjælp – selvom det kan virke grænseoverskridende for én. Anerkendelse af at man har brug for hjælp er starten på bedring. Det var det I hvert fald for mig, samt at man selv er åben for læring. Det sværeste – dog det stærkeste – ER at bede om hjælp.

Jeg hedder Ann-Christina og er 46 år gammel. Jeg er gift med min mand gennem 17 år og har fire børn i alderen 13 til 27. For tre år siden fik jeg stillet diagnosen PTSD, men jeg har kæmpet med PTSD, siden jeg var seks år. Jeg har altid kunne mærke, der var noget galt men har aldrig forstået, hvad det var, og derfor har det virkelig føltes som en kamp. Jeg husker stadig den dag, hvor PTSD rigtig tog bo i mig. Jeg sad på gulvet i en rundkreds ved siden af en børnehaveklasselærer. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev delt i to og så mig selv hænge ovre i hjørnet og kiggede ned på mit fysiske mig i rundkredsen. Som barn tænkte jeg, at min sjæl havde det bedre deroppe, så den ikke kunne blive mere skadet.

Jeg blev udsat for grov mobning i folkeskolen. Min psykolog har påpeget, at det ikke kun var mobning, men desuden overgreb og fysiske overfald. Jeg er bl.a. blevet spyttet på, sparket på og slået på. Det var mere normalen end undtagelse, at jeg blev kaldt grimme ting og blev kaldt øgenavne, jeg stadig har svært ved at sige højt i dag. I starten kæmpede jeg tilbage og gjorde, hvad der var muligt for at forsvare mig selv mod en gruppe på ofte 3-5 andre børn. Jeg råbte, prøvede at løbe væk og prøvede at holde døre lukket, så de ikke kunne komme ind til mig. Mobningen og overfaldende var én ting – oveni gav lærerne mig skylden for mobningen og fortalte mig, at det ikke var i orden at råbe og holde dørene lukkede. I starten prøvede jeg at fortælle, hvad der var sket men fik at vide, jeg var en tudeprinsesse og skulle opføre mig ordentligt. I dag kan jeg godt se, at vores klasselærer var med til at starte og fastholde mobningen. Læreren kaldte mig dum, uartig og en tudemarie foran de andre børn i klassen. Mobningen forsvandt nærmest, da vi fik en ny klasselærer. Der var enkelte episoder, men ikke systematisk mobning og overfald længere. Men skaden var sket.

Som barn føltes det som et dobbeltsvigt. Jeg kunne bedre forholde mig til mobningen end det svigt lærerne udviste, fordi de bebrejdede mig mobningen. På et tidspunkt gav jeg nærmest op og stoppede med at kæmpe tilbage. For svigtet fra klassekammeraterne var nemmere at rumme end svigtet fra lærerne. Det endte med, at min handlekraft, mine grænser og evnen til at sige nej, forsvandt. Det har haft store konsekvenser gennem hele mit liv. Fordi mine grænser var blevet udvisket, kunne jeg ikke mærke dem. Jeg kunne mærke, jeg blev dårlig i mange situationer, men havde svært ved at finde grunden.

Jeg har været udsat for flere traumer op gennem min ungdom, bl.a. en voldtægt, som har sat tydelige spor. Alligevel er roden til at PTSD er til stede i mit liv mobning, overfald og specielt manglende voksen indgriben og støtte i folkeskolen. Netop angsten for at sige stop og nej, har gjort at jeg frøs i krop og sind, når mennesker overskred mine grænser. I mine optik var det fx bedre at gå i seng med mænd, end at sige nej. Når jeg selv havde sagt ja, var det jo ikke voldtægt, vel? Nej, men det var den følelse, der sad i min krop. Så genoplevelsen af overgrebene i folkeskolen og den senere voldtægt er blev genoplevet ofte. Set i bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, jeg faktisk ikke havde et valg. Jeg frøs fuldstændig, hvis en mand viste interesse. Jeg var kun fysisk deltagende, mens jeg indeni lå og skreg “stop”. Nu ved jeg bedre! Jeg ved, hvorfor jeg frøs i krop og sind. Jeg ved, hvorfor jeg ikke kunne sige nej. Jeg har siden barnsben lært, at jeg ikke var berettiget til at sige nej og stop.

Da jeg fik diagnosen, fik jeg en forklaring på en masse følelser, adfærdsmønstre og det kaos indeni, som nogle gange har ædt mig med hud og hår. Jeg har altid følt mig svag, dum, magtesløs, lille og

fuldstændig uden ret til at sætte mit eget fodspor i sneen. Nu er jeg ved at genopbygge troen på min ret til at have mine grænser, at sige nej og ja, og tro på, at jeg godt må sætte mit fodspor i sneen uden at være for meget. At leve så mange år uden at vide hvad der var galt, har været noget nær det allersværeste. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne det samme som alle andre. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg havde så svært ved at tage en uddannelse. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg fik nogle meget voldsomme psykiske dyk, hvor jeg slet ikke fungerede og måtte sygemeldes. Jeg var fx 7,5 år om at tage en professionsbachelor i psykomotorik og afspænding, som normalt tages på 3,5 år. Jeg måtte stoppe på RUC under min kandidatgrad, fordi der var tvunget gruppearbejde. Og grupper i skoleregi er ikke min stærkest side. Det forstod jeg bare først, da jeg kom i behandling.

Hele mit liv blev vendt på hovedet, da jeg fik diagnosen. Jeg skulle til at forstå min egen livshistorie i et helt nyt lys og nu med den manglende brik, jeg havde søgt efter siden jeg var seks år. Jeg er langsomt begyndt at møde mig selv med empati og omsorg i stedet for at dunke mig selv oven i hovedet med alle mine fejl og mangler. Jeg er begyndt at lære mine reaktionsmønstre at kende og er ved at forstå, hvordan jeg kan leve et liv, som jeg ønsker med den ekstra egenomsorg, der følger med, så PTSD ikke bliver for styrende. Mine oplevelser i barndommen har gjort, at jeg er vokset op med en grundlæggende angst og frygt for andre mennesker. Jeg har aldrig troet, at andre rent faktisk vil mig det godt. Mit første vendepunkt var en veninde, som sagde til mig, at jeg var inspirerende, fordi jeg ikke lod mig kue af alle mine oplevelser. Det har altid føltes sådan indeni, men alligevel er det lykkedes mig at holde fast i en lille grøn spire indeni, som ingen har fået lov at ødelægge. Jeg mediterer nu hver dag og lader spiren vokse, indtil den dag jeg har et solidt rodnet og en smuk krone.

Jeg hedder Thea, jeg er 27 år. Jeg er kæreste med Christian på andet år, og vi har to skønne børn Bille og Melia, på 7 og 5 år. Jeg fik stillet diagnose PTSD for seks mdr siden, men har kæmpet med den, de seneste fire  år. For tre år siden oplevede jeg trusler via sociale medier, først troede jeg blot, at var normen, med den hårde tone. Men jeg tog fejl. Allerede der begyndte, jeg at tro på de her beskeder, jeg tvivlede på mig selv som ven, som mor, som menneske. Beskederne blev hårdere og de forvandlede sig til trusler. 

Og her startede min frygt for mit og min datters liv. Jeg begyndte at blive påpasselig med de ting jeg gjorde. Men en aften da jeg havde luftet min hund og afsluttet en skøn dag med min datter og hun var puttede tjekkede mareridtet ind på Instagram. 

Et billede af min lejlighed. Og hid til den værested trussel. Jeg skyndte mig at låse dørene og derfra følte jeg at han var overalt. I alt hvad jeg gjorde. 

Jeg følte jeg druknede, følelsen af at skrige for lungerne fulde kræft uden lyd. Det blev min hverdag. Her til blev tingene kun være, billede af min hovede dør, min datters dyner fra hende klapvogn, som han stod med, og et punkteret dæk, så jeg ikke kunne bruge den. 

D 9 juni 21 kl 05:55 tiggede et opkald ind, jeg tog den ikke første gang, men han gav ikke op jeg tog det hemmelig nummer og en trussel om voldtægt tikkede ind. Filmene knækkede her. Og jeg gik til politiet. Jeg anmeldte episoderne. De konfiskerede min telefon og gav mig beskyttelse. De arbejde intens på at finde frem til synderen og til sidst fik de ram på ham. Han fik en dom. 

Og nu står jeg tilbage med noget for mig som er et ødelagt liv. Jeg står dagligt med et EKG der er unormalt, en søvn der ikke er tilstede. Jeg tør ikke at handle eller befinde mig steder hvor der er mange mennesker. Jeg rystede og følte at alt inde i bare skriger på at komme op til overfladen igen, de værste dage kunne jeg tvivl på mit værd som menneske og om omverdens egentlig ønskede min tilstedeværelse. 

Men nu har jeg,  taget hul på sidste del, nu skal jeg lære at leve med min ptsd, lære at agere i en verden uden frygt for de trusler der har væltet ind over hovedet på mig. Startet i terapi behandling, har takket ja til medicinsk behandling også for komme til bunds, for min datter skyld. 

Den primære grund til min PTSD er på grund af min barndom. 

Min barndom har været hård. Den har været fyldt med fysisk og psykisk vold og misbrug af seksuelt karakter, samt jeg skulle være mor overfor min egen mor. Jeg levede under forhold, hvor jeg aldrig vidste hvad der skete. Dette gav en utryghed som gjorde, at jeg altid skulle være 10 skridt foran, i håb om at jeg måske kunne opfange hvornår der skete noget igen. at gå i konstant frygt,  gjorde at mit nervesystem og sind, aldrig slappede af. 

Som 9-10 årig dagdrømte jeg om, at der kom krig, så jeg kunne blive adskilt fra mine forældre.. men mest fra min stedfar, som udøvede den fysiske vold, da jeg troede at det min mor gjorde var okay, fordi jeg ikke var god nok. Min mor havde fået pakket min rygsæk “så godt” med dårligt selvværd og overbevisninger om at det var mig den var galt med og hende der var den gode.

Som 18 årig kunne jeg ikke mere, så jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling og det blev den første del af min redning. Jeg glemmer aldrig den dag, at de fortalte at min mor ikke måtte komme og besøge mig mere, fordi de kunne se hvor meget hun skadede mig. Jeg blev en blanding af sur og lettet. Sur fordi jeg havde min mors overbevisning om hvordan verden ser ud, men lettet fordi noget i mig hadede hende. 

Fra de 18 år til start 30år gik det hele op og ned. Sidst i tyverne fik jeg en psykolog som sagde til mig: ‘ du er så ødelagt, at du ikke kan reddes’. Det knuste mig først. Men så kom styrken, for det stempel ville jeg ikke have på mig, så jeg fandt alle mulige behandlings metoder for sindet og kroppen. 

I mit teenager liv og i noget af mit voksne  liv følte jeg at jeg var et stort grimt uhyre, som ikke hørte til denne verden. Jeg har set verden som noget farligt og min mors ord fyldte meget. De kom hele tiden: ‘du er dum, du er grim, ingen vil elske dig, du gør mig flov, skulle aldrig ha haft dig, du har ødelagt mit liv’. 

Alt dette gik også udover mine relationer, for jeg troede ikke på dem, når de sagde anderkende ord. Jeg blev sur og bange, for i min barndom blev der sagt søde ord om mig når vi var ude, men når vi kom hjem, var tonen en anden. Så hver gang folk sagde noget sødt, følte jeg de løj.. 

Jeg har arbejdede meget med at få hendes ord ud af mit hoved og fylde min kerne med mine egne ord. Så jeg ikke så mig selv med hendes briller, men med mine egne. Samtidig med at jeg skulle lære at leve og ikke blot overleve. 

Idag ved jeg at jeg er noget værd. Også på de dårlige dage.. Nu  tror jeg også på, når folk siger at jeg er ufattelig stærk, en mønsterbryder og at jeg har et varmt hjerte. Dog har jeg dage, hvor mit indre barn råber så højt, at jeg har svært ved at tage det ind.

Mit liv med mine traumer er og bliver en rejse hvor jeg skal navigerer og hvor mit navigeringssystem går indimellem i stykker. Men hver gang det bliver lavet igen, er det optimeret. 

Jeg ved godt at jeg aldrig slipper af med min PTSD. Men at få bearbejdet nogle grimme traumer, så godt som muligt, har gjort at min PTSD ikke larmer hver dag mere. 

Det sker indimellem at jeg går hen i overlevelses banen, men det er ikke hver dag mere. 

Jeg lever. Og det er en vild følelse, når man ikke er vant til det.

Jeg blev seksuelt misbrugt og groomet af mine forældres kammerat fra jeg var 13 – 17 år gammel. 

Hele min verden brød sammen en aften i marts 2021, da jeg så et tv program om pædofili sammen med min daværende kæreste. Ubehagelige minder dukkede op stykvis og jeg kunne pludselig sammensætte det værste puslespil. Jeg fortalte min daværende kæreste om de forskellige hændelser og hans blik gjorde det klart overfor mig.. det her var alvorligt. 

Han fik mig overtalt til at fortælle mine forældre om overgrebene. Den sværeste samtale jeg nogensinde har måtte tage, men han var ved min side og for det er jeg ham evig taknemlig for. 

Overgrebene startede med at finde sted inde på mit værelse, hvor han besøgte mig når han havde drukket alkohol. 

Som tiden gik, fik han mig mere og mere overtalt til at tro, at det her var en relation jeg ønskede at have og som gavnede mig. 

“Vores hemmelighed” skulle det være. 

Min krop reagerede altid ved at fryse fast og hverken kunne bevæge arme eller ben, men mit hoved var altid i panik og angst for hvad han kunne finde på. 

Pludselig var det ikke kun på mit værelse, at jeg var bange. Overgrebene kunne ske hver dag og overalt; hjemme hos ham, i et træningscenter, på en gåtur, i en bil, på snapchat etc. 

Min krop var i konstant alarmberedskab og jeg kunne lugte hans parfume alle steder jeg begik mig – det kan jeg stadig idag, når jeg tænker på ham. Det eneste der hjælper mig i en sådan situation er et bad, så jeg kan vaske hans lugt af mig. 

Følelsen af at blive taget som gidsel i sin egen krop, har aldrig forladt mig siden, men forhåbentlig finder jeg en vej en dag. 

Efter samtalen med mine forældre, blev vi enige om at vi som familie ikke skulle have noget med ham at gøre nogensinde igen, men også at vi skulle komme videre ved ikke at tale om det igen. 

Det viste sig at være en hård lærestreg. 

Jeg fik det værre med mig selv, jeg kunne ikke passe mit arbejde og jeg sov ikke om natten. Det var de færreste i min omgangskreds, der ville tale med mig om hvordan jeg havde det og af samme årsag måtte jeg give op på mit parforhold og flere venskaber. 

I marts 2022, diagnosticerede psykiatrien mig med kompleks ptsd og angst. 

Da jeg fik min diagnose, gik det op for min familie og jeg, at vi var nødt til at tale om det der var svært. Det har været svært at se hvor hårdt det har taget på dem, men vi kommer igennem det sammen, netop fordi vi taler om det. 

Jeg har idag været tilknyttet psykiatrien siden marts 2022 og vi har først for et halvt år siden, fundet den rigtige behandlingsmetode for mig. 

Den mest almindelige behandlingsmetode virkede ikke på mig og det frustrerede mig. En dag føltes alt som om livet var meningsløst og jeg tog derfor en overdosis af mine sovepiller. Jeg vågnede op på hospitalet med mine forældre og min nuværende kæreste ved min side. Deres ulykkelige ansigter gjorde, at jeg vidste jeg måtte kæmpe videre og at overgrebene ikke skal destruere mig.

Vi fandt efterfølgende den helt rigtige behandlingsmetode for mig, en tidslinje. 

Tidslinjen hjælper mig til at kode sammen hvornår de forskellige overgreb er sket og en dag kan det være jeg føler mig stærk nok til at bruge det imod ham. 

Jeg har det bedre idag. Jeg har fundet en kæreste, der bidrager til gode dage med grin og kærlighed, så der er plads og overskud til at håndtere de dårlige dage. 

Vigtigst af alt har jeg lært at det hjælper, at være åben om fortiden for at kunne imødekomme fremtiden.