“Jeg troede, jeg skulle dø” – Tanja fortæller om livet med fødselsrelateret PTSD

Efter en traumatisk fødsel udviklede sygeplejersken Tanja fødselsrelateret PTSD. Hun fortæller her sin historie om at føle sig svigtet af systemet, kæmpe sig tilbage til livet og finde håb i de små skridt fremad.

* TRIGGER WARNING *

Tanja er 29 år, uddannet sygeplejerske og mor til lille Severin på 2,5 år. I dag lever hun med fødselsrelateret PTSD – en diagnose, der blev konsekvensen af en traumatisk fødsel og manglende hjælp efterfølgende.

I sommeren 2022 fødte Tanja sit første barn. En begivenhed, der skulle have været lykkelig, men som udviklede sig til et traume. Under fødslen oplevede hun flere episoder, hvor hun følte sig truet på livet. “Jeg var helt sikker på, at jeg skulle dø,” fortæller hun.

Alene med smerterne

Tanja havde altid været stolt af sit fag som sygeplejerske og af den omsorg, hun havde mødt i sundhedsvæsenet. Men den oplevelse hun fik, da hun selv blev patient, stemte ikke overens med hendes forventninger.

Efter fødslen blev hun udskrevet fra hospitalet med beskeden om at ringe, hvis der opstod problemer. Allerede få timer senere havde hun brugt al den udleverede smertestillende medicin og var ude af stand til at klare sig selv. Da hun kontaktede sygehuset, blev hun henvist til egen læge, men her blev hun mødt med beskeden om, at hun måtte vente tre uger på grund af sommerferie. “Jeg bryder sammen i telefonen og græder. Jeg har aldrig haft brug for hjælp før, men nu kunne jeg ikke klare mere,” siger Tanja.

Ved lægebesøget blev hendes smerter anerkendt, men hun oplevede, at ingen så alvoren i det, hun og hendes mand stod i. “Der er aldrig nogen, der siger: ‘Hold da op, det lyder voldsomt.’ Ingen kigger os i øjnene.”

“Du behøver ikke tage ansvar for den gode stemning – du skal tage ansvar for dit eget liv.” – Tanja

“Jeg mærker det hver dag, at jeg ikke kan det samme som før,” fortæller hun. Hun beskriver, hvordan hverdagen er præget af flashbacks, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og udmattelse. Små opgaver som at tage bad eller børste tænder blev pludselig uoverstigelige.

En kamp for at blive hørt

Vejen til hjælp har været lang. Først blev Tanja diagnosticeret med en fødselsdepression, men via samtaler med jordemoder og en privat udredning blev det klart, at der var tale om fødselsrelateret PTSD. Den private udredning gav hende for første gang en oplevelse af at blive taget alvorligt. 

Behandlingen har bestået af medicinsk støtte og traumeterapi, særligt EMDR-behandling, som har haft en positiv effekt. “Det har virkelig hjulpet mig, at jeg selv skal gøre noget aktivt,” siger hun.

Undervejs har Tanja haft støtte fra sin mand Mikkel. “Han presser mig hver dag, men er også det mest overbærende menneske, jeg nogensinde har mødt.”

Bare fem minutter ad gangen

Tanja ønsker at dele sin historie for at minde andre om, at det er vigtigt at række ud efter hjælp: “Man ved selv, hvornår noget er galt, og det er okay at råbe op. Du behøver ikke tage ansvar for den gode stemning – du skal tage ansvar for dit eget liv.”

Hun understreger, at det kan være en lang og hård proces, men at det er muligt at få det bedre: “Nogle dage handler det bare om at tage fem minutter ad gangen.”

Tanja afslutter med en opfordring: “Google, find Landsforeningen for PTSD, og vid, at der er nogen, der har gået vejen før dig.”