PTSD BEHANDLING

EMDR står for Eye Movement Desensitization and Responsing og er en anerkendt PTSD-behandling, som anbefales af WHO. EMDR søger at desensibilitere svære følelser og negative tankemønstre, så man bedre kan leve med sine traumer. EMDR benyttes til personer med PTSD, angst, depression og stres og er brugbar ift at fjerne ubehag, fastlåste tankemønstre, flashbacks mm.

EMDR er en psykoterapi, hvor terapeuten undervejs i samtalen guider patienten til at udføre bestemte, dobbeltsidige bevægelser, herunder øjenbevægelser, med kig til skiftevis venstre og højre. EMDR aktiverer patientens reaktion på et traume; så man kan se på, hvordan traumet påvirker patienten i dag og dernæst kan genbehandle traumet og mindske den negative påvirkning på nutiden. Ved PTSD sidder man fast i sansninger og reaktioner fra tidligere traumer, og ofte har man nogle negative tankemønstre om sig selv om, at man er værdiløs og har fejlet. De følelser af skyld og skam kan have betydning for, hvordan man tænker og reagerer i andre situationer, der ikke har relation til traumet.

En EMDR-session varer 60-90 minutter. Terapeuten sidder skråt overfor patienten og beder denne beskrive en traumatisk situation. Det undersøges med patienten, hvilke følelser og tankemønstre, der dukker op, og mens patienten mærker efter, bliver han/hun bedt om at udføre øjenbevægelser eller andre dobbeltsidige bevægelser, som håndtapping på overarmene eller andet. Alt imens traumet og de tilknyttede tanker og sansninger bearbejdes, bliver patienten flere gange bedt om at mærke efter og sætte ord på det, der opleves her og nu samtidig med, at de dobbeltsidige bevægelser udføres. I takt med at bearbejdningen foregår og ubehaget mindskes, udføres bevægelserne og en ny oplevelse af traumet lagres. Det er målet, at patienten kommer til at leve bedre med sit traume på en måde, hvor gamle traumer forstyrrer nutiden mindre, og hvor der er mindre ubehag og fylde i patientens nutid. EMDR beskrives som en yderst effektiv terapi til behandling af traumer.

SE-terapi står for Somatic Experience therapy, altså terapi igennem bevidsthed om kropslige oplevelser. Det er en psykoterapi, som orienterer sig i forhold til, hvordan traumet og de svære følelser lagres og i kroppen. ”Somatic Experience” kan oversættes til ”kropslig erfaring”. Terapeuten spørger i samtalen ind til patientens kropslige reaktioner og sansninger, eksempelvis prikken, kulde, varme, trykken, lettelse, styrke mm. Under bearbejdningen af traumer mærker patienten efter, hvordan traumet har sat sit aftryk i form af kropslige reaktioner. Patienten guides i at komme ned i sin krop, hvor traumer og negative følelser er lagret/kommer til udtryk kropsligt. Undervejs mens traumet og de negative følelser bearbejdes, guides man til fortsat at være i kontakt med kroppen og mærke, hvordan gode følelser, som lettelse, styrke, anerkendelse mm føles i kroppen. SE-terapi understøtter nervesystemets healing efter traumer.

BBAT terapi står for Basic Body Awareness Therapy. Det kan på dansk oversættes til ”Grundlæggende kropsbevidsthedsterapi”. BBAT udspringer af en holistisk tankegang, hvor krop og psyke hænger sammen. Behandlingsformen er en udvidet fysioterapi, som integrerer forskellige bevægelses- og terapiformer, eksempelvis Tai Chi, meditation og åndedrætsterapi. 

Gennem en vekslen mellem bevægelser og pauser påvirkes kontakten til kroppen, og man bliver mere opmærksom på, hvordan man har det, både kropsligt og psykisk. Traumer lagres i kroppen og bliver til spændinger og blokeringer. Ved at arbejde med den måde man oplever og kommunikerer med sin krop, kan man ændre spændingstilstande og blokeringer. Gennem denne oplevelsesbaseret bevægelsesterapi påvirkes kontakten til kroppen, dens ressourcer og balance i nervesystemet.

Kognitiv (Adfærds) terapi er en samtaleterapi, hvor man sammen med sin terapeut arbejder kognitivt, dvs. man arbejder med, hvordan man tænker om og erkender informationer, sanseindtryk og andre oplevelser, der kommer fra såvel omgivelserne som fra en selv. Det man tænker, vurderer og fortolker ift. en given situation har stor betydning for, hvordan man føler og handler ift. den situation og generelt. Det kan påvirke, hvordan man ser sig selv og omverdenen.

Ved kognitiv terapi til personer med PTSD arbejdes der med erindringer og tanker om traumet. Man vil i løbet af terapien blive eksponeret for ting, man måske ikke er bevidst om, fortrænger eller forsøger at undgå. Det er af afgørende betydning, at eksponeringen sker i en grad, patienten er tryg ved og klar til. En del af symptomerne på PTSD er undvigelsesadfærd: man undgår fysisk bestemte steder, personer eller situationer, men undvigelsen forekommer også mentalt, hvor man forsøger at skubbe svære følelser og tanker væk. Undvigelse kan forhindre, at man bearbejder sine traumer kognitivt, og ubearbejdede traumer kan øge forekomsten af patientens flashback.

Personer, der har oplevet traumer, kan ændre deres syn på sig selv, hvorfor der i kognitiv terapi også arbejdes med patientens selvbillede, skyld- og skamfølelser.

En del af den kognitive terapi kan bestå af små hjemmeopgaver, hvor man får til opgave at ligge mærke til bestemte reaktioner og tanker eller afprøve at justere sin adfærd på konkrete, aftaler områder.

Prolonged Exposure kan lidt frit oversættes til gentagende eksponering. Det er en metode til at bearbejde traumer og flashbacks. Via en gentagende eksponering over tid vænnes patienten gradvist til at være i situationer, der trigger flashbacks til traumet. Man starter med at få et overblik over, hvilke traumer, der skal arbejdes med, hvorefter eksponeringen foregår i et aftalt, trygt tempo, og der arbejdes med ét traume ad gangen.

I Prolounged Exposure arbejder man med to af PTSD´ens kernesymptomer: Flashbacks og undgåelse. Flashbacks er følelsen af at være tilbage i traumet eller have de samme følelser eller sansninger, der var tilstede under den traumatiske oplevelse; følelsen af livsfare, panik mm. Undgåelse handler om alle de ting, man gør for at undgå flashbacks og følelsen af fare. Man undgår steder, ting, følelser mm, der minder én om traumet. Jo mere man er i undgåelsen, jo længere fastholdes man i sin PTSD. Sideløbende med eksponeringen arbejdes med de tanker og konklusioner man har om sig selv, andre mennesker, herunder dem, der var til stede under traumet: Skyld, skam, bebrejdelse mm. Der findes to former for eksponering: In-vivo eksponering og forestillet eksponering.

In-vivo eksponering betyder eksponering ude i verden, dvs. man fysisk og konkret udsættes for det, man normalt prøver at undgå. Det kan handle om konkrete steder, konkrete situationer eller møder, påklædning, mad, lyde, musik osv. De ting, der undgås, afhænger af traumet og det, der minder patienten om det konkrete traume. Det kan være at køre bil, hvis man har oplevet et traumatisk færdselsuheld, intime berøringer, hvis man har oplevet en voldtægt osv. Man undgår ting, der minder om traumet eller giver en følelse af at være i fare i ikke-farlige situationer. Forestillet eksponering er en måde, hvor man via samtale om traumet forholder sig til det, udsættes for det. Samtalen bliver optaget, så man hjemme kan lytte til den igen og igen, indtil man ikke længere oplever flashbacks, fare eller andre ubehagelige følelser.

Prolonged Exposure er en krævende behandlingsform, idet det kan vække ubehagelige følelser undervejs og også kræver noget hjemmearbejde, men det er en særdeles effektiv behandlingsform, som fjerner eller mindsker PTSD, herunder flashbacks, mareridts og undgåelse.

Gruppeterapi tilbydes nogle gange som en del af et PTSD-pakkeforløb i psykiatrien. Som regel indeholder et gruppeterapi-forløb dels undervisning i PTSD (psyko-education) samt samtaleterapi med en eller to behandlere, hvor de enkelte fra gruppen på skift er “på” med en problemstilling, som behandlere hjælper vedkommende med at beskrive for gruppen, herunder hvilke følelser og tanker det beskrevne aktiverer hos fortælleren og hos de andre gruppemedlemmer, som også bliver inviteret til at komme med støttende vinkler og anvisninger og opbyggelige tilkendegivelser, så de enkelte føler sig set og ikke-alene men som en del af et fællesskab med ligesindede.  I gruppeterapi øver man mentalisering og man lærer noget nyt om sig selv, i mødet med ligesindedes problematikker og mestringsstrategier.

Der findes ikke ét bestemt præparat, som er målrettet folk med PTSD. Afhængigt af ens symptomer og belastningsgrad kan forskellige typer medicin vise sig virksomme ift forskellige områder. Egen læge eller psykiater kan udskrive stemningsregulerende/beroligende medicin, og for nogle kan sovepiller være en mulighed. Da depression er en hyppig sidelidelse til PTSD, vil der være en del, der har glæde af antidepressiv medicin. Hvis man ved siden af sin PTSD oplever egentlige psykoser, kan antipsykotisk medicin være nødvendigt. Al medicin er en overvejelse for og imod bivirkninger og for nogle en nødvendig hjælp til at klare sig igennem de symptomer, de slås med. Husk at medicin ikke kan stå alene. 

Nada er en øre-akupunktur, som har til formål at påvirke kroppens forskellige funktioner. Der påsættes små, tynde nåle i ørerne og evt. også nogle få nåle i hovedbund og øjenbryn. Nålene skal sidde i ca 30-45 minutter, så det er vigtigt, man sidder afslappet og godt imens. Hos nogle kan Nada-behandlinger mindske angst, stres og søvnproblemer.

NARM er en forkortelse af NeuroAffektive Relationelle Model. NARM integrerer kropslig og psykologisk tilgang i behandlingen. Der arbejdes også med følelser af mindreværd, skam og selvkritik samt tidlige tilknytnings- og udviklingstraumer. NARM arbejder med at finde frem til patientens ressourcer ud fra dennes oplevelser undervejs. Der arbejdes med såvel sårbare før-sproglige og ikke-sproglige dele af personligheden hos mennesker, der har været udsat for tidlige traumer, omsorgssvigt og ustabile relationer. NARM arbejder på såvel tilknytningsmønstre og måder patienten relaterer sig til sig selv. Der arbejdes på at hele tidligere svigt på en ikke-regressiv måde.

I NARM terapi arbejder man med, hvordan man relaterer til sine grundlæggende behov som menneske, og hvilke overlevelsesstrategier man har udviklet, grundet problemer med eksempelvis at relatere sig til andre, føle tillid, sætte grænser, mærke sig selv og indgå i en kærlighedsrelation. NARM er en forholdsvis ny terapiform, der er særligt rettet personer med K-PTSD.

TFT er en terapi, hvor man tapper (banker let med et par fingre) på bestemte punkter på kroppen og i ansigtet. Det er de samme punkter, som er kendt fra Østens medicin, bla akupunktur.

I TFT beder man patienten tænke på det ubehag, der føles ifm. en bestemt situation. Imens tapper terapeuten på bestemte punkter i en bestemt rækkefølge, hvorefter ubehaget mindskes/fjernes. TTF kan for nogle være virksomt dér, hvor man som ramt har en kognitiv forståelse af sine problemer, men hvor ubehaget stadig sidder i kroppen. Vha. TFT får man adgang til at arbejde med ubevidste, kropslige reflekser, hvor traumet er lagret og fortsat kan trigges, trods man kognitivt har bearbejdet traumet. Nogle føler sig hjulpet i forskellig grad efter få behandlinger. Man kan til TFT få anvist, hvordan man selv kan tappe på de punkter, der er hjælpsomme for den enkelte.