Genoplevelse er et af de mest karakteristiske symptomer ved PTSD og Kompleks PTSD. Hjernen reagerer, som om traumet sker igen – selvom det er fortid.
Genoplevelser kan komme som presserende minder, mareridt eller flashbacks.
Det er hjernens alarmcenter: amygdala, der aktiveres, mens frontallappen har svært ved at minde kroppen om, at det er fortid.
Genoplevelser bliver trigget af noget, der minder om et tidligere oplevet traume.
Når man har en genoplevelse, bliver det, der sker lige nu, forstyrret af noget gammel, traumatisk, der farver den oplevelse, man har. Man oplever måske det, der sker, mere voldsomt, farligt, grænseoverskridende og skræmmende.
Genoplevelser kan føles skræmmende og uforudsigelige, men de er spor efter traumer – ikke tegn på svaghed.
Det er ikke sikkert, man er bevidst om, at man står midt i en genoplevelse. Men med tiden lærer man sine reaktioner og triggere bedre at kende. Med tiden genkender man måske bestemt tankemønstre eller kropslige fornemmelser, der følger med éns typiske flashbacks.
For nogle er det hjælpsomt at prøve at registre sine omgivelser: Ser andre ud som om, at noget frygteligt sker? Er andre omkring dig rolige og taler og bevæger sig normalt?
Der findes små opmærksomhedsøvelser, der kan hjælpe, hvis man er sig bevidst om, at man har et flashback. Man kan fokusere på at registrere objektive ting som farver, materialer, objekter mm, som man finder ufarlige. Man kan også prøve at finde tilbage til nuet ved at flytte sit fokus til øvelser, som mat finde 3 ting, der begynder med a, 3 ting, der begynder med b, 3 ting, der begynder med c osv.
Små strategier som grounding, vejrtrækning eller at minde sig selv om “jeg er her og nu” kan hjælpe.
At dele oplevelserne med andre kan skabe forståelse og mindske følelsen af isolation.
Hvordan hjælper du dig selv, når genoplevelserne kommer?