Børnepsykologisk konsulent, psykolog og ansvarlig for børne- og ungeområdet
ved RehabiliteringsCenter for Traumatiserede (RCT)
Ferien nærmer sig – hvordan kan vi bedst støtte børn med traumereaktioner?
Efterårsferien er lige rundt om hjørnet. For mange forældre, mig selv inklusiv, begynder forventningerne at snige sig ind: Hvad skal vi lave? Bliver det hyggeligt? Og kan jeg indfri både mine egne og min datters ønsker?
Jeg kan næppe være den eneste, der føler en blanding af spænding og nervøsitet.
Ferierne kan dog have en særlig betydning, når man har et barn med traumereaktioner. Som psykolog, der arbejder med børn og unge med traumereaktioner, ved jeg, at ferier både kan være en tid med glæde og udfordringer. De vante rammer brydes, rutinerne opløses, og der indtræffer høje forventninger om familiehygge og sjov. Det kan også være en overvældende tid, hvor overstimulering og uforudsigelighed kan trigge traumereaktioner.
Det var jo meningen, at det skulle være hyggeligt! Så hvorfor bliver ferien pludselig så svær?
Når rutinerne brydes, og nye omgivelser byder sig til – fra højlydte familiearrangementer til nye steder og aktiviteter – kan det blive svært at navigere. For mange børn kan det være udfordrende at håndtere de mange stimuli og krav, der følger med. Forventninger om at være “glad” og “høflig” på ferien, selv når man måske føler det stik modsatte, kan skabe et ekstra pres.
Hvordan kan vi så bedst støtte børnene?
1. Sæt forventningerne ned
Det er helt okay, at ferien ikke bliver som den “bør” være, eller som du eller andre har planlagt. Dit barn behøver ikke være ekstatisk over aktiviteter, som du måske har glædet dig til. Giv plads til at dit barn kan reagere forskelligt – nogle dage er måske gode, andre mindre gode. Det vigtigste er at sænke forventningerne, både til dit barn og dig selv (og måske også din partner).
Når forventningerne sænkes, mindskes presset og frygten for at skuffe. De lave forventninger kan skabe nye muligheder for flere glædelige øjeblikke, hvor i får mulighed for at nyde hinandens samvær, være i nuet og navigere sammen gennem feriens op- og nedture.
2. Tal sammen
Tal med dit barn om, hvordan det har det – også selvom det ikke altid kan sætte ord på sine tanker og følelser. Det vigtigste er, at du viser, at barnets følelser og reaktioner er velkomne, og at du kan rumme dem. På den måde viser du, at du er der, både når det går godt, og når det er svært. Det er også med til at mindske forventningspres.
3. Bevar eller etabler faste pauser og rutiner
Selvom ferien også skaber mulighed for at bryde med hverdagens hektiske skema, kan det være gavnligt at bevare nogle faste holdepunkter. Det kan bl.a. handle om at holde fast i de faste senge- og spisetider.
Daglige pauser eller rolige stunder, hvor både børn og voksne kan lade op, kan også gøre en stor forskel. Pauserne giver mulighed for at bearbejde indtryk og finde ro.
4. Undgå overstimulering
Undlad at planlægge for meget, der overstimulerer sanserne. Overfyldte dage med høje lyde, mange mennesker og skiftende aktiviteter kan blive overvældende. Der skal naturligvis være plads til at have det sjovt sammen, og det er ikke meningen, at i skal være passive. Rolige aktiviteter, som gåture i naturen, kreative projekter eller hyggelige læsestunder, kan også skabe mulighed for samvær, hvor i kan skabe plads til gode samtaler.
5. Sig nej med god samvittighed
Det er helt okay at melde fra til nogle af de mange planer, der kan opstå i ferien. Forklar familie eller venner, hvad i har brug for – måske et roligt sted at trække jer tilbage til eller en tidlig hjemrejse fra en begivenhed. Det vigtigste er at prioritere dit barns og din egen trivsel.
6. Tag dig af dig selv først
Når du mærker, at dit barn har det svært, så begynd med at tjekke ind hos dig selv. Er du selv stresset, træt eller frustreret? Det kan smitte af på dit barn. Når voksne er pressede, kan vi komme til at reagere mere intenst, end vi egentlig ville – måske ved at hæve stemmen eller miste tålmodigheden. Hvis det sker, er det okay at starte forfra. Tag en dyb indånding, og prøv igen. Gik noget galt? Så vær nænsom ved dig selv med viden om, at du altid kan forsøge en gang til.
Og jeg gentager lige: Sænk forventningerne til dig selv.
Det er vigtigt at minde sig selv om, at alle disse råd hverken er mere eller mindre end bare råd. Du er også på ferie, og det er okay, hvis du ikke altid kan leve op til alle forventningerne. Ingen forældre er perfekte, men du er eksperten på dit barn. Lyt til dit barn, men også til dig selv – sammen kan I finde den balance, der gør ferien bedst mulig.
Det er vigtigt at understrege, at mange af de reaktioner og råd, der er nævnt, kan resonere hos mange forældre. Det betyder ikke nødvendigvis, at ens barn har traumereaktioner; mange børn oplever almindelige reaktioner på forandringer og nye situationer. Disse generelle råd kan derfor anvendes bredt, og jeg håber, det også kan minde os om, hvor forståelige traumereaktioner kan være, når vi ser dem som naturlige reaktioner på livets udfordringer.
God ferie – på jeres præmisser!